Topkampe i Herning og sejr til DS

25. april 2016 kl. 10:30

U/19

Lørdag skulle AaB’s U/19 Ligahold forsøge at følge op på sidste weekends flotte 5-0-sejr, og det skulle ske på udebane mod FC Midtjylland, der ligesom AaB lå godt til i toppen.

Morten Rokkedal Kristensen

Kampens indledende fase var præget af fysiske spil og mange dueller uden de store muligheder. Efter 14 minutters spil tog Morten Rokkedal (billedet) dog skeen i egen hånd og tog en solotur op til modstandernes felt, hvor han blev nedlagt. Dommeren pegede på pletten, og Asger Bust omsatte fra de elleve meter til en føring på 1-0 til AaB.

Resten af første halvleg var fortsat præget af fysisk spil, og hjemmeholdet pressede på og kom til flere chancer, som målmand Nicolaj Jørgensen fulgte fint til dørs. Dermed blev det ved 1-0 indtil pausen.

I anden halvleg kom AaB’s defensiv for alvor på arbejde som følge af et tungt pres fra FC Midtjylland. Ti minutter inde i halvlegen lykkedes det hjemmeholdet at få udlignet efter en stikning i dybden.

Resten af kampen pressede Midtjylland på for at score yderligere, mens AaB forsøgte at udnytte hjemmeholdets offensive positionering til omstillingsmuligheder.

Med to gode omstillinger var AaB tæt på at tage føringen, men det blev ved 1-1, og et enkelt hårdt tilkæmpet point kunne tages med hjem til Aalborg.

Næste udfordring er Brøndby, som holdet tager imod hjemme på Hornevej lørdag den 30. april kl. 13.00.

 

U/17

U/17 Ligaholdet skulle ligeledes spille ude mod FC Midtjylland i toppen af tabellen lørdag eftermiddag. Kampen var indledningsvist en intens affære, hvor Midtjylland lykkedes med at forstyrre det normalt gode AaB-opspil.

Anders Bærtelsen

Det betød et overtag til hjemmeholdet, og Markus Iversen i AaB-målet kom på arbejde og måtte blandt andet sætte en fodparade ind for at holde buret rent.

AaB kom også til chancer, og Wessam Abou Ali var tæt på at pande bolden ind efter et flot indlæg fra Anders Bærtelsen (billedet). Det blev dog fortsat ved 0-0.

Inden pausen fik FC Midtjylland bragt sig foran, da et kontroversielt straffespark blev omsat til 1-0.

I anden halvleg fik hjemmeholdet bragt sig yderligere foran med et velplaceret skud fra kanten af feltet, hvorefter AaB-drengene fik rigtig fat i spillet.

Med en række gode muligheder var det flere gange tæt ved en reducering, men det sidste manglede, og det blev ved 2-0 til FC Midtjylland. Dermed måtte holdet for første gang i foråret gå fra banen uden point.

Næste kamp spilles lørdag den 30. april kl. 15.15 hjemme mod Brøndby.

 

Danmarksserie

Danmarksserieholdet mødte lørdag Nørresundby FB hjemme. Holdet skulle forsøge at komme tilbage på sporet efter et større nederlag i den seneste kamp.

De første ti minutter havde holdet svært ved at finde rytmen, og Nørresundby kunne med mere skarphed have bragt sig foran.

Derefter tog AaB fat i spillet med flere gode muligheder til følge. Èn af disse stod Christian Bassogog for, da han på egen hånd skar ind fra venstre og hamrede kuglen fladt ind ved fjerneste stolpe. Det kunne let have blevet både 2-0 og 3-0 efterfølgende på en friløber og et frit hovedstød tæt under mål.

I stedet fik gæsterne udlignet på et indlæg i starten af anden halvleg efter en opspilsfejl, der havde sat gang i en hurtig omstilling.

AaB svarede hurtigt tilbage, da Christian Bassogog snød to mand og lagde bolden videre til Kenneth Skov, der hakkede den ind fra 20 meter.

Gæsterne fik igen udlignet efter en individuel fejl i forsvaret, men kort inden tid fik AaB igen bragt sig foran, da indskiftede Niclas Lind satte gang i et angreb, som Mike Nørgaard sluttede af med scoring til slutresultatet 3-2.

Cheftræner Kenneth Cortsen siger efter kampen:

- Vi har i forårets første fem kampe lavet mange defensive fejl, og det sker igen i denne kamp. Vi har muligheder for at lukke kampen tidligt, men får ikke lukreret på chancerne. Det positive er, at vi får rejst os igen og får vist karakter til sidst i kampen. Alt i alt en vigtig sejr.

Næste udfordring er Aabyhøj I.F. på udebane lørdag den 30. april kl. 14.00.

'