AaB i pokalsemifinalen med 4-0-sejr

5. april 2016 kl. 20:00

FC Roskilde startede kampen med god energi og var farlige på omstillinger, men AaB spillede sig mere og mere ind i kampen, der blev vundet sikkert med 4-0 på mål af Nicolaj Thomsen, Thomas Enevoldsen (2) og Frederik Børsting.

FC Roskilde2

I forhold til den seneste kamp mod FC Nordsjælland i Alka Superligaen i fredags havde AaB tre ændringer i startopstillingen, hvor Gilli Rólantsson, Frederik Børsting og Jannik Pohl afløste Patrick Kristensen, Rasmus Jönsson og Lukas Spalvis.

FC Roskilde fik kampens første mulighed efter få minutter, da Mikkel Nøhr i et godt fremstød drev bolden frem mod mål og fik afsluttet, men skuddet gik ufarligt over mål.

Hjemmeholdet var vedholdende i det offensive spil, og efter ti minutter var Morten Nielsen med en god dribletur i venstre side tæt på at skabe fare i AaB’s forsvar.

Efter et kvarters spil bød AaB ind med første mulighed. Rasmus Würtz fandt Jakob Blåbjerg i feltet, men hårdt presset af Morten Nielsen mistede han bolden. Lynhurtige Jannik Pohl så sit snit til at opstøve den løse bold i feltet og fik afsluttet inden for FC Roskilde-målmand Frederik Vangs rækkevidde.

Gilli Rólantsson fik også sat et skud ind på FC Roskildes mål, da han efter atten minutter trak ind i banen og afsluttede lidt forbi mål. Kort efter kunne Thomas Enevoldsen forsøge sig efter en aflevering slået tilbage i banen fra baglinjen af Frederik Børsting, men bolden gik denne gang over mål.

FC Roskilde4

Nicolaj Thomsen fik en hovedrolle efter 25 minutter, da han med en smart hælaflevering spillede ind til Jakob Blåbjerg i feltet. En presset Blåbjerg kom fri af sin markering og blev nedlagt af i feltet af FC Roskilde-målmanden. Straffesparket tog Nicolaj Thomsen sig efterfølgende af, og han satte bolden ind fladt i højre side på trods af, at Frederik Vang var sprunget til den rigtige side. 

Efter scoringen bankede AaB på i FC Roskilde-forsvaret flere gange. Først sparkede Thomas Enevoldsen bolden få centimeter over mål fra kanten af feltet, og Kasper Pedersen var tæt på at dirigere bolden i mål på hjørnespark.

Bajram Fetai ville også lege med og forsøgte langt udefra at overliste Nicolai Larsen, men bolden gik over.

AaB øgede til 2-0 efter en god halv time på et godt opspil, der begyndte hos anfører Rasmus Würtz. Han løftede bolden over Roskilde-forsvaret til Frederik Børsting, der kom i et krydsløb fra højre. Alene på baglinjen slog han en perfekt bold lige i panden på Thomas Enevoldsen, der stangede bolden i netmaskerne.

Enevoldsen fik syv minutter efter sat bolden ind endnu en gang efter en hurtig omstilling. Nicolaj Thomsen stormede fremad med bolden i højre side efter et Roskilde-hjørnespark, og han fik taget bolden med sig næsten helt op til modstanderens felt og spillede videre til Jannik Pohl, hvorefter Pohl fandt Frederik Børsting på tværs. Uselvisk prikkede Børsting bolden videre til Thomas Enevoldsen med det samme, og Enevoldsen kunne tæt under mål brage læderet ind til 3-0.

FC Roskilde5

De to hold kunne gå til pause efter en første halvleg, der i starten var præget af en bold, der hoppede meget på det ujævne underlag med mange fejlafleveringer til følge. Mod slutningen af halvlegen fik AaB bedre styr på bolden, hvilket havde udmøntet sig i godt opspil især omkring de situationer, hvor scoringerne var faldet.

Anden halvleg var kun lige startet, da Jannik Pohl var tæt på at få prikket bolden ind på en høj aflevering frem i banen, men FC Roskilde-forsvaret fik afværget situationen.

FC Roskilde lagde et hårdere pres på AaB i anden halvleg, og de bød sig også til med chancer, da Morten Nielsen fik afsluttet efter lidt klumpspil i feltet, men Nicolai Larsen var hurtigt med en refleksredning og fik afværget til hjørnespark. Mikkel Nøhr fik også trykket på kassen, da bolden blev spillet kort på hjørnesparket, men forsøget gik et stykke forbi.

Ti minutter inde i anden halvleg fik AaB scoret igen, og målet blev sat i gang helt nede fra de bageste rækker, hvor Kasper Pedersen skar banen op med en knivskarp aflevering, som blev prikket videre til Frederik Børsting, der pludselig havde fri passage mod modstandernes mål. Børsting tog bolden med sig og lobbede bolden køligt over målmanden. 4-0 til AaB.

FC Roskilde blev ved med at presse godt op omkring AaB’s spil, og Bajram Fetai havde en god mulighed efter en times spil, men muligheden løb ud i sandet for angriberen.

AaB fortsatte trods den store føring med at producere chancer, og Oliver Abildgaard satte et hug ind fra 25 meter efter 62 minutter.

Kort efter var Gilli Rólantsson tæt på at fremprovokere et selvmål fra modstanderne med et hårdt indlæg efter at være spillet fri af Nicolaj Thomsen. Samme Thomsen fik også lagt en god bold i feltet, hvor Jannik Pohl kun lige manglede det sidste for at dirigere den i kassen.

FC Roskilde6

Et kvarter før tid belejrede AaB hjemmeholdet med et skydetelt. Først bragede Jannik Pohl bolden på overliggeren, og indskiftede Mathias Thrane godt træf på returen, men Frederik Vang fik pareret. Jannik Pohl var igen efterfølgende tæt på at kunne få bolden ind, men FC Roskilde fik reddet sig ud af situationen.

Pohl havde endnu en mulighed ti minutter før tid, da Kasper Risgård lagde en fremragende bold ind i foran mål. Pohl fik sat hovedet på, men afsluttede lige på målmanden. Indskiftede Andreas Bruhn bød sig også til kort efter med flere gode aktioner i højre side, og han fik også sat en afslutning ind.

FC Roskilde fik inden tid sat to gode afslutninger ind, men stillingen på 0-4 holdt indtil dommer Anders Poulsens slutfløjt, og dermed at AaB sikkert videre til DBU Pokalens semifinaler, hvor AGF venter allerede onsdag den 13. april. Først gælder det dog Hobro I.K. i Alka Superligaen på søndag kl. 13.00 ude på DS Arena i Hobro.

(Billeder: Getty Images) 


Matchfacts – DBU Pokalen, kvartfinale
FC Roskilde-AaB 0-4 (0-3)
26. min 0-1 Nicolaj Thomsen, 32. min 0-2 Thomas Enevoldsen, 39. min 0-3 Thomas Enevoldsen, 54. min 0-4 Frederik Børsting.
Advarsler FC Roskilde: Ingen.
Advarsler AaB: Jannik Pohl (73).
2.569 tilskuere på Roskilde Idrætspark.

FC Roskilde (3-5-2): Frederik Vang, Nikolaj Hansen, Anders Qvist, Stefan Hansen, Simon Richter (64: Martin Andersen), Mikkel Thygesen, Jesper Bech, Anders Nielsen, Mikkel Nøhr (76: Valon Ljuti), Morten Nielsen (56: Mark Leth), Bajram Fetai.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Gilli Rólantsson, Kenneth Emil Petersen, Kasper Pedersen (74: Andreas Bruhn), Jakob Blåbjerg, Frederik Børsting, Rasmus Würtz (36: Oliver Abildgaard), Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen, Thomas Enevoldsen (60: Mathias Thrane), Jannik Pohl.

Dommer: Anders Poulsen.

'