Aktuel skuespiller fortæller om kærlighed til AaB

31. januar 2016 kl. 16:02

33-årige Thomas Hwan er opvokset i Brovst, og om sine følelser for Hele Nordjyllands Hold lyder det blandt andet:

Thomas Hwan1- Brovst ligger en god halv times kørsel til Aalborg, så vi plagede hinandens forældre om at tage til stadion. Køre på McDonald’s og så ind og se kamp – eller omvendt. Man kunne glæde sig til sådan en kamp i flere uger. Og hvis vi klarede os godt i klubben, fik vi en betalt tur til stadion. Det var egentlig grund nok til at gøre det.

Om den berømte 4-1 sejr i AaB’s første mesterskabssæson foran 20.533 tilskuere på Nordjyske Arena 31. august 1994 mod Brøndby I.F. siger Thomas Hwan:

- Brøndby hadede man bare. Det var ikke så meget FCK endnu, for det var stadig så nyt, men Brøndby, mand… Der var over 20.000 mennesker, det var brandvarmt, jeg var der med alle mine gode venner, og jeg sad og tænkte: ”jeg er lykkelig”. Erindringen fylder så meget. Det var som om, jeg sad på det stadion i en uge. Det var en oplevelse, som fyldte meget, og dem har man mange af som barn. Men jo ældre jeg er blevet, desto tydeligere er den blevet for mig.

Selvom Thomas Hwan i dag bor i København, så følges AaB stadig tæt, enten når klubben gæster hovedstaden, eller ved kampe i Aalborg. Om AaB’s fjerde og foreløbig seneste danske mesterskab, der blev endegyldigt sikret 11. maj 2014 på Harboe Arena i Slagelse udtaler skuespilleren:

- Alle mine venner var ude og se den. Det var overdrevet fedt, men der var en lille smule af mig, som tænkte: ”hvorfor har jeg det her job?”. Jeg gik til prøver på det Kongelige Teater, så jeg kunne ikke tage af sted. Men hvor var det sygt. Det var fandme fedt, også fordi det var så meget fra baghjul. Man troede ikke, vi kunne nå FCM. Så det var lidt ud af det blå, selv om vi spillede så godt. Det var som om, Klopp (Jürgen, red.) var træner. Det var næsten for opportunistisk. Men de ramte hinanden hele tiden.

Udover sit nære forhold til AaB beretter Thomas Hwan i artiklen i Tipsbladet også om sin forkærlighed for engelske Liverpool FC, som ligeledes følges på tæt hold.

På sit udvalgte drømmehold indgår netop Liverpool-folk som Steven Gerrard, Ian Rush og Steve McManaman sammen med blandt andre Michael Laudrup og FC Barcelonas Andres Iniesta. Og så er der naturligvis også blevet plads til AaB’s klubrekordholder Torben Boye og den tidligere topscorer Erik Bo Andersen; om sidstnævnte konstaterer Thomas Hwan:

- Jeg tror, jeg ville græde lidt, hvis jeg fik lov til igen at se ”Røde Romario” score for ”De Røde”.

Thomas Hwan og næste afsnit af TV-serien ”Bedrag” kan ses i aften kl. 20.00 på DR1.

(Kilde: Tipsbladet – Fotos: Christian Geisnæs).

'