Uafgjort for U/19 og U/17 mod Esbjerg

25. oktober 2015 kl. 11:00

U/19

Efter en sejr på 3-1 på udebane mod Brøndby i den seneste kamp, skulle AaB’s U/19 Ligahold lørdag spille mod Ligaens førende hold fra Esbjerg hjemme på Hornevej. 

Moses Opondo

Kampen var meget chancefattig, og gæsterne fra Esbjerg kom ikke til de store chancer, så Daniel Hovaldt i AaB’s mål blev ikke sat på mange prøver, men fik alligevel afværget et par små chancer i kampen. AaB fik skabt en række chancer, som ikke udmøntede sig i mål. Moses Opondo og Sebastian Grønning havde større chancer, der ikke blev udnyttet, og Rasmus Thellufsen havde en god afslutning, der dog blev rettet af og gik lidt forbi mål. Kampen endte 0-0.

Cheftræner Jacob Friis siger om kampen:

- Vi spiller 0-0 mod førerholdet i Ligaen, og vi dominerer kampen i store perioder. Vi får skabt de chancer, der skal til for at vinde kampen, men får ikke scoret. Derfor var det som én lang indledning uden den forløsende afslutning. Vi mangler lidt held og lidt kvalitet i de afgørende situationer, og så holder vi dem helt fra fadet. Alt i alt en god præstation af holdet, og vi kan især glæde og over, at vi holder nullet. Vi ser mentalt og fysisk fit ud gennem kampen. Derfor kan vi ærgre os over, at vi kun får ét point efter en stærk præstation.

Næste kamp er ude mod FC København lørdag den 31. oktober, og kampen spilles på kunstbanen på Frederiksberg Idrætspark med kampstart kl. 15.45.

 

U/17

U/17 Ligaholdet skulle lørdag ligeledes op imod Esbjerg hjemme på Hornevej.

Søren Thengsted

AaB dominerede kampen fra start til slut. Esbjerg havde ingen deciderede chancer i kampen, hvilket især skyldtes AaB’s hurtige generobringer på nærmest samtlige boldtab og stærke defensive organisation. AaB havde især i anden halvleg chancer til at bringe sig foran. Blandt andet ramte Søren Tengstedt overliggeren to gange. Først på en chance i åbent spil, og derefter på frispark. Bolden ville dog ikke ind, og det ville den heller ikke for Wessam Abou Ali, der havde en stor hovedstødschance til allersidst i kampen, men bolden gik forbi mål. Dermed endte kampen 0-0 på Hornevej.

Cheftræner Lars Knudsen siger om kampen:

- Vi spiller en fin kamp på mange måder. Vi står fint defensivt, og vi havde offensivt optræk til meget, der ikke blev gjort færdigt. VI har chancerne til at vinde kampen. Derfor skal vi have pudset den sidste fase i spillet af frem mod de næste uger, så vi kan være skarpere på banens sidste tredjedel.

Næste kamp er ude mod FC København på Frederiksberg Idrætspark lørdag den 31. oktober kl. 13.30.


'