Dalsgaard og Enevoldsen tilbage for AaB

24. oktober 2015 kl. 17:37

To sejre i træk mod Esbjerg og SønderjyskE har sendt AaB op på en foreløbig fjerdeplads i Alka Superligaen, men cheftræner Lars Søndergaards mandskab har revanche til gode mod FC Nordsjælland for 2-1 nederlaget i Farum 3. august i tredje spillerunde af indeværende sæson.

LS5- Vi har revanche til gode, fordi vi tabte senest mod FC Nordsjælland, men lige så meget fordi, at vi leverede en af vores dårligste indsatser hidtil i sæsonen, konstaterer Lars Søndergaard.

- Vi var ikke tilfredse ved vores seneste besøg, og det er altid specielt at spille på kunstgræsset mod et FC Nordsjælland-hold, som har en tydelig spillestil og gerne vil være i boldbesiddelse.

- Omvendt bør banen i Farum passe godt til et teknisk stærkt og hurtigt spillende mandskab som vores, og vi skal forsøge at tiltvinge os initiativet og spille med afveksling, fart og præcision, siger Lars Søndergaard.

- Efter vores seneste sejre ønsker vi selvfølgelig at udnytte vores momentum og fortsætte den gode periode, men vi er også bevidste om, at vi møder en såret modstander, hvilket altid er farligt, fastslår Lars Søndergaard, der efter lørdag eftermiddags træningspas på kunstgræs i Slagelse har udtaget følgende 18 navne:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Kenneth Emil Petersen, 7 Thomas Enevoldsen, 9 Thomas Augustinussen, 10 Rasmus Jönsson, 11 Nicklas Helenius, 15 Gilli Rólantsson, 20 Henrik Dalsgaard, 21 Kasper Risgård, 22 Carsten Christensen, 23 Nicolaj Thomsen, 27 Oliver Abildgaard, 30 Andreas Bruhn, 32 Kasper Pedersen, 33 Lukas Spalvis og 79 Jannik Pohl.

Rasmus Würtz har karantæne, mens Jakob Ahlmann og Frederik Børsting er ukampdygtige.

'