Tag med ASC København til AaB-FCN for 50 kr.

21. april 2015 kl. 16:12

Søndag den 7. juni inviterer ASC København på bustur fra København til Aalborg for at overvære sæsonens sidste kamp mod FC Nordsjælland og for tage afsked med træneren bag The Double.

Turen koster kun 50 kr. inkl. transport, morgenbrød og entrébillet til kampen. De resterende udgifter dækkes af en donation fra Rode-Prisen, som i år blev tildelt de danske Alka Superliga-fans.

AaB og ASC København håber, at rigtigt mange AaB-fans vil benytte sig af det usædvanlige tilbud for at tage behørig afsked med Kent Nielsen og støtte AaB til sejr i sæsonens sidste kamp.

Praktiske informationer

Bussen afgår fra DGI Byen ved Københavns Hovedbanegård kl. 9:30 og vil være i Aalborg ca. en time før kampstart kl. 16:00. Bussen kører fra Nordjyske Arena efter kampen og er tilbage i København ca. kl. 23:30.

Din billet til stadion vil blive udleveret i bussen, hvor der undervejs vil der blive serveret gratis morgenbrød, ligesom der afholdes ciffertipskonkurrence og lotteri med eksklusive præmier.

Det er muligt kun at købe en envejsbillet, ligesom det er muligt at hoppe på/af bussen ved samtlige motorvejsafkørsler på ruten.

Tilmeld dig allerede nu, så du er sikker på at få en plads i bussen. Tilmeldingen foregår via dette link.

ASC København er en lokalafdeling under AaB Support Club, som tilbyder diverse arrangementer for AaB’ere i København og omegn. Du kan holde dig opdateret på foreningens arrangementer ved at følge ASC København på Facebook.

'