AaB glæder sig til stor kamp

29. juli 2014 kl. 14:43

Forud for første kamp i tredje kvalifikationsrunde til UEFA Champions League vurderer cheftræner Kent Nielsen den forestående opgave således: 

- Vi fik en perfekt optakt til denne store kamp med en rigtig god og solid præstation mod FC Midtjylland i lørdags. Vi viste både løb og disciplin garneret med nogle offensive sekvenser i løbet af kampen, der gjorde at vi fik et godt resultat. Samtidig glæder vi os over, at vi spillede godt defensivt, for vi ved, at det er et krav, at vi her fungerer rigtig stærkt til onsdagens kamp. 

- Dinamo Zagreb er en erfaren klub i forhold til europæiske kampe, og samtidig har de en hel del spillere som har spillet i flere gode ligaer i Europa og har stor international erfaring. 

- Det er et hold der er meget gode med bolden, og har mange dygtige offensive kræfter, ikke mindst algierske Soudani, der scorede 16 mål i den forgangne sæson og spillede med ved VM, ligesom Duje Čop lavede 22 mål i seneste sæson, mens anfører Šimunić har spillet 105 landskampe for Kroatien. 

- Så i forhold til vores defensiv og vores måde at forsvare på skal vi ramme vores topniveau, og ved samtidig, at vi skal steppe op i forhold til spillet med bolden for at udfordre deres defensiv. 

- Med forhåbentlig flot støtte fra vores trofaste hjemmepublikum håber vi at få et resultat, hvor vi ikke skal til Zagreb og jagte noget. Vi har stor respekt for, men er ikke skræmte af modstanderen, og er bevidste om, at tingene skal afgøres over to kampe.

 - Her har vi en klar ambition om, at det skal være to meget tætte opgør og at vi vil gå videre samlet, selvom vi ved vi ikke er favoritter, afrunder Kent Nielsen, der har udtaget følgende 20 spillere til onsdagens europæiske dyst:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 5 Kenneth Emil Petersen, 7 Thomas Enevoldsen, 8 Rasmus Würtz, 9 Thomas Augustinussen, 11 Nicklas Helenius, 14 Mathias Wichmann, 16 Mathias Thrane, 18 Anders K. Jacobsen, 21 Kasper Risgård, 22 Carsten Christensen, 23 Nicolaj Thomsen, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 28 Viktor Ahlmann, 30 Andreas Bruhn, 31 Jakob Blåbjerg, 32 Kasper Pedersen og 33 Lukas Spalvis. 

På skadeslisten har AaB Jakob Ahlmann, Rasmus Jönsson, Søren Frederiksen og Gilli Sørensen, mens Henrik Dalsgaard endnu ikke er kampklar efter sit skadesforløb. 

Onsdagens opgør spilles kl. 20.15 på Nordjyske Arena.

'