AaB udbygger forspring

AaB udbygger forspring

16. april 2014 kl. 21:52, af Brian Andersen

Med en stensikker 2-0 sejr mod Viborg F.F. udbyggede AaB onsdag aften sit forspring i Superligaen til syv point.

Jakob Ahlmanns første scoring i AaB-dragten samt sæsonens ottende modstanderselvmål afgjorde dysten på Energi Viborg Arena.

Risgård02I forhold til opgøret i søndags mod Brøndby I.F. havde AaB to ændringer i startformationen, hvor Rasmus Würtz og Anders K. Jacobsen erstattede Thomas Augustinussen og Rasmus Jönsson.

Værterne var tæt at chokstarte allerede efter ti sekunder, hvor to viborgensere pludselig var alene med AaB-keeper Nicolai Larsen, men heldigvis for gæsterne blev afleveringen på tværs fra Aleksandar Stankov for hård og upræcis.

AaB havde opgøret igennem et enormt spilovertag mod det kompakte hjemmehold, som stod godt på banen og håbede på mulige kontrastød.

Første chance tilfaldt AaB i det ottende minut, hvor Nicolaj Thomsens afslutning mod Viborg-målet manglede fart, så VFF-målmand Michal Peskovic let kunne redde.

Generelt savnede AaB i første halvleg det nødvendige tempo og den nødvendige præcision i spillet, men i det 11. minut var det dog særdeles tæt på scoring, da Kasper Risgård fra venstre side af straffesparksfeltet drønede en hård inderside på den fjerneste stolpe.

AaB-VFF_ThomsenEfterfølgende blev en Kasper Kusk-afslutning blokeret, mens Thomas Dalgaard var tæt på at slippe igennem i den modsatte ende.

På ny var der fantastisk opbakning fra de 2.000 tilrejsende AaB-supportere, som kunne se Viborg F.F. være tæt på at score selvmål efter 20 minutter, hvor læderet ramte egen overligger.

I det 25. minut blev betingelserne for AaB endnu bedre, da Wilton Figueiredo modtog direkte rødt kort fra dommer Jakob Kehlet for et slag i baghovedet på Kenneth Emil Petersen.

I fortsættelsen blev AaB’s spillemæssige overtag endnu mere markant, og trods flere dårlige løsninger med bolden opstod der gode chancer til både Nicolaj Thomsen og Anders K. Jacobsen.

Kampbilledet var i anden halvleg det samme, og AaB fik en drømmestart, da Jakob Ahlmann efter 49 minutter fra kanten afstraffesparksfeltet på eminent vis helflugtede sin første AaB-scoring op i det fjerneste målhjørne.

JA2Det var imidlertid tæt på en hurtig udligning, da den tidligere AaB’er Nicholas Gotfredsen fra tæt hold headede Kevin Mensahs indlæg forbi fjerneste opstander.

Stadig syntes AaB’s opspil at mangle den sidste kvalitet, men Kasper Risgård var nærgående efter 58 minutter med et hårdt skud tæt forbi stolpen, men 2-0 scoringen kom i stedet to minutter senere, hvor Anders K. Jacobsens hårde flade bold tæt under mål uheldigt blev skubbet i eget net af Jacob Egeris, hvilket i øvrigt var ottende modstanderselvmål til AaB i sæsonen.

Få øjeblikke senere var Anders K. Jacobsen tæt på at øge yderligere med et hårdt hug snert forbi målrammen.

Resten af dysten kørte AaB professionelt læderet rundt i egne rækker, og dermed blev det ved de 2-0 til AaB.

Allerede søndag venter AaB’s næste udfordring, når Randers FC gæster Nordjyske Arena, hvor AaB ikke har tabt i 20 betydende kampe i træk. Flere end 9.500 billetter er allerede ude, men du kan i forsalg stadig nå at sikre dig billet her.

Matchfacts – Superligaen, 27. spillerunde
Viborg F.F.-AaB  0-2 (0-0)
49. min 0-1 Jakob Ahlmann, 60. min 0-2 selvmål Jacob Egeris.
Udvisninger Viborg F.F.: Wilton Figueiredo (25).
Advarsel Viborg F.F.: Aleksandar Stankov (18).
Advarsler AaB: Ingen.
6.803 tilskuere på Energi Viborg Arena.

Viborg F.F. (4-4-2): Michal Peskovic, Kristoffer Pallesen, Mikkel Rask, Jacob Egeris, Fredrik Stoor, Aleksandar Stankov (84: Ken Fagerberg), Nicholas Gotfredsen, Lukas Lerager (77: Marcel Rømer), Kevin Mensah, Wilton Figueiredo, Thomas Dalgaard (70: Babajide Ogunbiyi).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk (77: Anders Due), Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen, Anders K. Jacobsen (84: Thomas Augustinussen), Lukas Spalvis (70: Jeppe Curth).

Dommer: Jakob Kehlet.

Relaterede nyheder:

  • Click foto

AaB A/S
Hornevej 2
9220 Aalborg Øst

Telefon: +45 96 35 59 00
Fax: +45 96 35 59 10
Email: aab@aab-as.dk


Åbningstider

Mandag - torsdag: 9.00 - 16.00
Fredag: 9.00 - 15.00

Tilmeld dig nyhedsbrevet
aabsport.dk bruger cookies til statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.  Luk | Læs mere