Curth sikrer vigtig AaB-sejr

Curth sikrer vigtig AaB-sejr

30. marts 2014 kl. 21:37, af Brian Andersen

Med en smuk hovedstødstræffer seks minutter før tid blev Jeppe Curth søndag aften matchvinder mod FC København i et intenst topbrag foran flere end 11.000 tilskuere på Nordjyske Arena.

Med de tre vigtige point fastholder AaB afstanden til førerholdet fra FC Midtjylland til to point, mens der nu er syv point ned til FC Københavns tredjeplads.

FCK8I forhold til opgøret i torsdags i DBU Pokalen mod AC Horsens havde AaB tre ændringer i startformationen, hvor Rasmus Thelander, Rasmus Würtz og Søren Frederiksen afløste Kasper Pedersen, Thomas Augustinussen og Anders Due.

Fra kampens indledning overlod FC København initiativet til AaB, og føringsmålet kom i det tiende minut, hvor Jakob Ahlmann med aggressivt genpres fik leveret læderet til Kasper Kusk, der efter en tunnel på Thomas Delaney fik afsluttet hårdt mod mål, men FCK-keeper Johan Wiland fik reddet med en fodparade, hvorfra bolden dog sprang i spil igen, så Rasmus Thelander fra tæt hold kunne skrabe bolden over mållinien.

Langt fra alt lykkedes, men AaB turde spille spillet, ligesom man som hold forsvarede sig fortrinligt.

Første afslutning inden for mål til gæsterne kom i det 34. minut, hvor Youssef Toutouh forsøgte sig fra distancen, hvilket dog ikke voldte AaB-målmand Nicolai Larsen problemer.

FCK13I slutminutterne af første halvleg truede henholdsvis Rasmus Thelander for AaB og Andreas Cornelius for FC København med farlige hovedstød, men yderligere pletskud faldt der ikke i første halvleg.

Fra anden halvlegs indledning måtte AaB på grund af et trælår undvære Kasper Kusk, og FCK fik nu lagt et tungt fysisk pres på hjemmeholdet.

Efter 53 minutter vristede kropsstærke Daniel Braaten sig fri af Jakob Ahlmann og lagte bolden til rette for Andreas Cornelius, hvis afslutning imidlertid gik langt forbi mål.

I fortsættelsen forsøgte Youssef Toutouh og Rurik Gislason sig, men AaB var endnu tættere på efter 63 minutter, da Kasper Risgård efter en elegant tæmning og vending bragede Anders Dues fine forarbejde højt på den nærmeste opstander.

Seks minutter senere var AaB igen særdeles nærgående, da Søren Frederiksens oplæg gav en god skudchance til Kasper Risgård, men afslutningen med venstre inderside gik snert forbi den fjerneste stolpe hos en ellers prisgivet Johan Wiland.

FCK15I den modsatte ende formøblede Daniel Braaten en god position i straffesparksfeltet, men udligningen kom alligevel otte minutter før tid, hvor Olof Mellberg headede Pierre Bengtssons hjørnesparksbold i netmaskerne.

AaB svarede dog lynhurtigt igen, da Jeppe Curth uimodståeligt headede Kasper Risgårds indlæg i mål, og efterfølgende kom sejren aldrig for alvor i fare.

Med resultatet udbyggede AaB klubrekorden til 17 ubesejrede Superliga-hjemmekampe i træk, og næste opgave for AaB er nu den særdeles spændende udekamp på lørdag mod FC Midtjylland.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

Matchfacts – Superligaen, 24. spillerunde
AaB-FC København  2-1 (1-0)
10. min 1-0 Rasmus Thelander, 82. min 1-1 Olof Mellberg, 84. min 2-1 Jeppe Curth.
Advarsler AaB: Jakob Ahlmann (38), Jeppe Curth (61), Kenneth Emil Petersen (65), Andreas Bruhn (87).
Advarsel FC København: Kris Stadsgaard (68).
11.491 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk (46: Anders Due), Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen, Søren Frederiksen (81: Andreas Bruhn), Lukas Spalvis (59: Jeppe Curth).

FC København (4-4-2): Johan Wiland, Christoffer Remmer, Kris Stadsgaard, Olof Mellberg, Pierre Bengtsson, Rurik Gislason (90: Fanendo Adi), Claudemir, Youssef Toutouh (81: Georg Margreitter), Thomas Delaney, Igor Vetokele (46: Daniel Braaten), Andreas Cornelius.

Dommer: Kenn Hansen.

Relaterede nyheder:

  • Click foto

AaB A/S
Hornevej 2
9220 Aalborg Øst

Telefon: +45 96 35 59 00
Fax: +45 96 35 59 10
Email: aab@aab-as.dk


Åbningstider

Mandag - torsdag: 9.00 - 16.00
Fredag: 9.00 - 15.00

Tilmeld dig nyhedsbrevet
aabsport.dk bruger cookies til statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.  Luk | Læs mere