Sæsonrekord står for fald - mød op i god tid

9. december 2013 kl. 10:10

AaB skal i aften forsøge at generobre Superligaens andenplads, ligesom cheftræner Kent Nielsens udvalgte ved at undgå nederlag til Viborg F.F. vil tangere klubrekorden på 14 ubesejrede Superliga-hjemmekampe i træk.

Tilskuere - drengeOg meget tyder på maksimal opbakning til Hele Nordjyllands Hold, da der her til formiddag var flere end 12.500 billetter ude til dysten.

Således står sæsonrekorden fra 1. september med 8.566 tilskuere på lægterne mod Brøndby I.F. efter al sandsynlighed for fald i aften.

Som et ekstra incitament vil der i aften i alle boder på Nordjyske Arena være dobbelt-op på øl, sodavand og franske hotdogs, hvorfor der er rig mulighed for at få stillet sult og tørst før og under opgøret mod Viborg F.F.

Tilbuddene i boderne gælder så længe lager haves, så mød op i god tid og tag venner og familie med på Nordjyske Arena.

Du kan stadig nå i forsalg at sikre dig en billet til det vigtige opgør her – dørene til Nordjyske Arena åbnes kl. 18.00 med kickoff en time senere.

'