AaB lukker 2013 med pragtkamp

9. december 2013 kl. 21:17

5-0 gevinsten var endda i underkanten at det fortjente, men alt i alt var der naturligvis tale om en perfekt afslutning på 2013 – såvel spille- som resultatmæssigt.

Viborg01I forhold til opgøret for en uge siden mod Esbjerg havde AaB fire ændringer i startopstillingen, hvor Nicolai Larsen, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann og Kasper Risgård erstattede Carsten Christensen, Rasmus Thelander, Patrick Kristensen og Thomas Augustinussen.

Fra første fløjt greb AaB teten, og føringsmålet kom allerede i det fjerde minut, hvor Kasper Kusk frispillede Henrik Dalsgaard i fremdrift i højre side af straffesparksfeltet, hvorfra Dalsgaard tordnede føringsmålet højt i netmaskerne.

Fire minutter senere kunne viborgenserne dog snildt have udlignet, da Thomas Dalgaard vristede sig fri af Lasse Nielsen på baglinien, inden bolden blev spillet skråt bagud til en fri Kevin Mensah, men på heroisk vis fik Kenneth Emil Petersen presset Mensah til at sende sin afslutning på den forkerte side af stolpen.

Viborg11I stedet bragte AaB sig i det niende minut foran 2-0, da Kasper Kusk eminent krøllede et direkte frispark i netmaskerne.

Bare tre minutter senere blev drømmestarten fuldendt, da AaB igen kombinerede fornemt, så Kasper Risgård kunne aflevere på tværs til Anders K. Jacobsen, der satte en kølig inderside på.

I fortsættelsen var Rasmus Jönsson og Jakob Ahlmann nærgående for AaB, mens også Marcel Rømer var tæt på at passere sin egen målmand Michael Peskovic.

Syv minutter før pausen blev chancen for at udbygge føringen endnu større, da et indlæg fra højre havnede hos en fri Kenneth Emil Petersen, men AaB-forsvareren fik med låret bugseret det store tilbud forbi målrammen.

Det ensidige kampbillede fortsatte i anden halvleg, hvor Michael Peskovic allerede i det 47. minut med en fodparade reddede en stor mulighed til Nicolaj Thomsen.

Viborg054-0 træfferen kom dog prompte, da Rasmus Jönssons afslutning mod mål blev rettet af af Babajide Ogunbiyi og snød Michael Peskovic.

Bare tre minutter senere kunne Rasmus Jönsson være blevet dobbelt målscorer, da Kasper Risgård stod for oplægget til en kæmpe chance, som AaB’s svenske angriber sendte op på overliggeren.

AaB fortsatte ufortrødent i opvisningsstil, og Nicolaj Thomsen var igen nærgående i det 65. minut, inden heldet omsider var med Thomsen to minutter senere, da han klinisk afsluttede forarbejdet fra Rasmus Jönsson.

Herfra cruisede AaB sejren hjem, men det kunne være blevet tenniscifre, hvis ikke en Viborg-forsvarer to minutter før tid havde fået blokeret Anders K. Jacobsens glimrende skudforsøg.

Viborg12Med resultatet overvintrer AaB med fire point op til førerholdet FC Midtjylland, mens der fra andenpladsen er to point ned til FC København og syv point ned til Brøndby I.F. som de nærmeste forfølgere.

Efter i morgen holdes der ferie, inden træningen genoptages mandag den 6. januar. AaB’s næste opgave er udekampen mod Brøndby I.F. søndag den 23. februar. Foråret er værd at se frem til.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

Matchfacts – Superligaen, 18. spillerunde
AaB-Viborg F.F.  5-0 (3-0)
4. min 1-0 Henrik Dalsgaard, 9. min 2-0 Kasper Kusk, 12. min 3-0 Anders K. Jacobsen, 48.min 4-0 Rasmus Jönsson, 67. min 5-0 Nicolaj Thomsen.
Advarsler AaB: Ingen.
Advarsler Viborg F.F.: Ingen.
7.796 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann (77: Patrick Kristensen), Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Kasper Risgård (62: Mathias Wichmann), Nicolaj Thomsen, Rasmus Jönsson (70: Anders Due), Anders K. Jacobsen.

Viborg F.F. (4-4-2): Michael Peskovic, Jonas Thorsen, Mikkel Rask, Babajide Ogunbiyi, Andreas Hagen, Simon Nagel (46: Aleksandar Stankov), Lukas Lerager, Marcel Rømer (77: Jeppe Grønning), Christopher Poulsen, Kevin Mensah (72: Nicholas Gotfredsen), Thomas Dalgaard.

Dommer: Jakob Kehlet.

'