100 års jubilæum for Danmarksmesterskabet i fodbold

6. november 2013 kl. 13:34

I denne forbindelse er det sammen med DBU, de 12 nuværende Superliga-klubber og rettighedshaverne Viasat og CMore samt DR P3 blevet besluttet at give sæsonen ekstra opmærksomhed i form af en række forskellige jubilæumsaktiviteter bestående af 12 jubilæumskampe og kåringer af "Årets Superliga-spiller", "Århundredets Superliga-spiller" og "Århundredets all-star hold".


placeringer-erikboDanmarksturneringens historie – kort fortalt

Der blev spillet om Danmarksmesterskabet for første gang helt tilbage i 1913, hvor Danmarksmesteren blev kåret i et slutspil mellem de regionale vindere, og kun afbrudt af Første verdenskrig i 1915 og annulleret pga. pointlighed i 1928, har mesterskabet været spillet uafbrudt 100 gange med indeværende sæson 2013/2014.

Efter 2. Verdenskrig stoppede man i realiteten dansk klubfodbolds videre udvikling med et forbud mod professionalisme, og helt op til slutningen af 70’erne blev Danmark kendt som de sidste amatører i Europa. Divisionsforeningen blev stiftet i 1969 med det erklærede mål at udvikle dansk klubfodbold og indføre professionalisme, hvilket lykkedes knap ti år senere i 1978,da Helge Sander og Jørn Kønig uddelte 1.000 kr. til hver af spillerne i Herning Fremad for sejren over gæsterne fra HIK.

De næste store milepæle kom da Brøndby IF i 1986 gik over til fuldtidsprofessionalisme og i sæsonen 1991, da Superligaen kom til. Her indvarsledes det for første gang, at man tilpasser turneringen til den sportslige og økonomiske kapacitet, der er potentiale til i Danmark. Først i anden halvdel af 90’erne er der tale om, at alle spillere i den bedste danske række er kontraktspillere, og i de seneste ca. 18 år er dansk professionel klubfodbold gået fra tæt på 0 til en omsætning på 1,2 milliarder kroner i ren fodboldforretning. Hertil kommer så tilknyttede økonomiske aktiviteter. En fantastisk udvikling vi som danskere godt kan være stolte af.

De 12 Superliga-klubber vil hver især afholde en storstilet jubilæumskamp i løbet af indeværende sæson, som en særlig hyldest til dansk fodbolds glorværdige historie, og de mange store spillere der har optrådt i Danmarks bedste række gennem tiden.

DM_200812 jubilæumskampe

De trofaste danske Superliga-fans kan derfor se frem til 12 helt unikke jubilæumsarrangementer der, udover at byde på masser af spændende jubilæumsaktiviteter, også vil byde på et nostalgisk gensyn med en lang række af fortidens legender og give mulighed for at gense de allerstørste øjeblikke i klubbernes historie.

Aktiviteterne til de 12 jubilæumskampe vil variere fra klub til klub, men der er en række aktiviteter der vil gå igen.

Før alle 12 jubilæumskampe placeres der et stort 100 års jubilæumsbanner i midtercirklen, hjemmeholdets officielle fanklub laver en flot tifo, og hver klub udtager deres eget all-star hold og afholder en finte-konkurrence for at hylde teknikerne i dansk fodbold. Herudover vil udvalgte fans få mulighed for at komme ’bag om TV produktionen’ til jubilæumskampene.

For AaB's vedkommende bliver jubilæumskampen opgøret på Nordjyske Arena mod Brøndby I.F. i midten af april måned 2014. Nærmere information følger i løbet af vinterpausen og i tiden op til kampens afvikling.

Viborg FF er første skud på jubilæumsstammen, når fredag aften kl. 18.30 møder FC Midtjylland. 

Frank -Strandli -jubelKåring af Årets Superliga spiller, Århundredets Superliga spiller og Århundredets All-star hold

I sæsonens sidste spillerunde – på DBU’s 125 års fødselsdag d. 18. maj – forestår Divisionsforeningen og DBU kåringer af "Årets Superliga-spiller", "Århundredets Superliga-spiller" og "Århundredets all-star hold".

I forhold til de tre kåringer udpeges der et særligt ekspertpanel, der sammen med de danske fodboldfans vil udpege de spillere der igennem de sidste 100 år har sat et særligt stort aftryk i Danmarksturneringen i fodbold.

'