Flot AaB-sejr over de svenske mestre

Flot AaB-sejr over de svenske mestre

15. februar 2013 kl. 23:54, af Brian Andersen

Nicklas Helenius, Søren Frederiksen og Kasper Kusk scorede målene, da AaB fredag aften i overbevisende stil besejrede de svenske mestre fra I.F. Elfsborg med 3-0 på Estadio Algarve i Faro.

Således fik AaB perfekt udbytte af den første af to testkampe under opholdet i Portugal.

Elfsborg4AaB satte sig fra første fløjt på dysten og var nærmest konstant i boldbesiddelse i de indledende minutter.

Søren Frederiksen var efter fire minutter tæt på at slippe igennem, men første farlige forsøg kom tre minutter senere, da Henrik Dalsgaard trykkede af på en nedfaldsbold uden for straffesparkfeltet, men den forhenværende AaB’er Abbas Hassan afværgede i Elfsborg-målet.

Fremme var Nicklas Helenius aktiv, og bagude så defensiven anført af Lasse Nielsen aldeles solid ud.

Elfsborgs første reelle forsøg lod vente på sig til det 17. minut, hvor Mohamed Bangura fra distancen sendte et direkte frispark et par meter forbi mål.

Elfsborg5Efterhånden kom svenskerne bedre med i dysten, og Bangura headede lige på AaB-keeper Nicolai Larsen i det 25. minut, mens samme Banguras skud fire minutter senere blevet rettet af snert forbi målrammen.

AaB viste igen tænder syv minutter før pausen, hvor en afslutning fra Kasper Kusk ramte Nicklas Helenius og sneg sig forbi målstolpen.

Mod slutningen af halvlegen fik AaB igen tilkæmpet sig et mindre overtag, og i det 41. minut kom også føringsmålet, da Nicklas Helenius fornemt spillede bande med Søren Frederiksen, hvis fine pasning sendte Helenius fri med Abbas Hassan, som sikkert blev udplaceret.

Elfsborg1I hele anden halvleg blev AaB’s dominans mere og mere udtalt, og både Nicklas Helenius, Mathias Wichmann og Kasper Kusk forsøgte sig inden for det første kvarter.

Den fortjente 2-0 træffer kom efter en time, hvor Kasper Kusk frispillede Nicklas Helenius, som fra højre side af straffesparksfeltet chippede læderet over Abbas Hassan; bolden ramte den nærmeste opstander, men Søren Frederiksen var hurtigst over riposten, som tørt blev hamret i netmaskerne.

AaB var i total kontrol, og Anders Due fik en stor mulighed med 18 minutter igen efter forarbejde fra Kasper Kusk, men i stedet for at afslutte selv forsøgte Due uden held at finde en medspiller med en tværaflevering.

Elfsborg3Efter et nyt gennemspillet angreb kom 3-0 scoringen dog allerede to minutter senere, da Nicklas Helenius fandt Henrik Dalsgaard, der afleverede bagud til Kasper Kusk, som nøjagtig som i den seneste testkamp mod Viborg F.F. krøllede kuglen op i målhjørnet.

Efterfølgende foretog AaB fem udskiftninger, uden at det ændrede billedet af kampen, og i slutfasen kunne man således notere forsøg til både Kayke og Nicolaj Thomsen.

Weekenden byder på yderligere tre træningspas i Portugal, inden det mandag eftermiddag gælder testkampen mod Helsingborgs I.F.

Matchfacts – testkamp på Estadio Algarve, Faro, Portugal
AaB-I.F. Elfsborg  3-0 (1-0)
41. min 1-0 Nicklas Helenius, 60. min 2-0 Søren Frederiksen, 74. min 3-0 Kasper Kusk.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Rasmus Thelander, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk (78: Kayke), Rasmus Würtz, Mathias Wichmann (75: Patrick Kristensen), Anders Due (75: Nicolaj Thomsen), Søren Frederiksen (75: Jeppe Curth), Nicklas Helenius (78: Rolf Toft).

I.F. Elfsborg (4-4-2): Abbas Hassan, Johan Larsson (83: Jon Skuli Fridgeirsson), Sebastian Holmén, Daniel Mobaeck, Anton Lans, Simon Hedlund (65: Amadou Jawo), Anders Svensson, Joackim Jörgensen, Marcus Rohdén (83: Adam Lundqvist), Viktor Claesson, Mohamed Bangura.

Relaterede nyheder:

  • Click foto

AaB A/S
Hornevej 2
9220 Aalborg Øst

Telefon: +45 96 35 59 00
Fax: +45 96 35 59 10
Email: aab@aab-as.dk


Åbningstider

Mandag - torsdag: 9.00 - 16.00
Fredag: 9.00 - 15.00

Tilmeld dig nyhedsbrevet
aabsport.dk bruger cookies til statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.  Luk | Læs mere