Blåbjerg og Børsting ser frem til EM-forberedelser i Dubai

Blåbjerg og Børsting ser frem til EM-forberedelser i Dubai

10. januar 2017 kl. 15:03, af Nicolaj Hougaard

AaB’s Jakob Blåbjerg og Frederik Børsting ser frem til at tage på træningslejr i Dubai med U/21-landsholdet fra på fredag.

Jakob Blåbjerg og Frederik Børsting var en fast del af det U/21-landshold, der i 2016 sikrede kvalifikationen til sommerens EM-slutrunde i Polen. Fredag samles de unge AaB’ere endnu en gang med U/21-landsholdet, når der venter ti dages træningslejr i Dubai.

Børsting_bold

Her er der EM-forberedelse på programmet, og Jakob Blåbjerg og Frederik Børsting ser frem til at fortsætte samarbejdet med landstræner Niels Frederiksen og holdkammeraterne på U/21-landsholdet.

- Vi skal først og fremmest køre videre med de ting, som vi arbejdede med i træningskampen mod Italien i november og så kigge frem mod EM til sommer. Vi er bevidste om, at vi kommer til at skulle forsvare os endnu bedre til slutrunden, end vi gjorde i kvalifikationen. Der venter en meget stærk pulje med nogle gode hold. Derudover bliver det selvfølgelig også bare fedt at komme ned i 25 grader og få rigtigt græs under fødderne, siger Jakob Blåbjerg til aabsport.dk.

- Vi glæder os til at komme af sted og træne i noget bedre fodboldvejr. Og så ser vi frem til at være sammen med de andre spillere. Vi kender efterhånden hinanden rigtig godt på kryds og tværs, efter at vi har spillet sammen på U/21-landsholdet i over halvandet år nu, og vi har det rigtig godt sammen, tilføjer Frederik Børsting.

EM-forberedelserne i Dubai byder blandt andet på to testkampe. Oprindeligt skulle modstanderne have været de russiske klubber FC Krasnodar og FC Anzhi Makhachkala, men efter en ændring i programmet venter der i stedet testkampe mod Usbekistans A-landshold og kinesiske Henan Jianye F.C. Sidstnævnte har en spiller i truppen, som Blåbjerg og Børsting kender særdeles godt, nemlig Eddi Gomes, som de spillede sammen med på landsholdet under OL.

- Det bliver godt at hilse på Eddi igen. Vi delte en unik oplevelse under OL, og det bliver interessant at skulle stå over for ham i en kamp, hvor han repræsenterer sin egen klub. Den kinesiske liga ligger langt væk fra vores hverdag, men det er en liga, som man hører meget om for tiden, så det bliver spændende at stifte bekendtskab med, siger Jakob Blåbjerg.

Blå mod Brazil

Blåbjerg og Børsting går på grund af træningslejren glip af en del af opstarten i AaB, men de to spillere er indstillede på at give den en skalle i Dubai for at vende tilbage til AaB i topform.

- Vi skal sørge for at komme tilbage i bedre fysisk form, end da vi tog af sted. Vi kommer til at tage nogle ekstra løb, mens vi er af sted, så vi står skarpt, når vender tilbage til AaB. Det var det samme sidste år, og der fungerede det rigtig fint, siger Frederik Børsting.

- Træningerne op til den første testkamp i Dubai bliver formentlig med fokus på det fysiske, og der kommer nok også til at være flere dobbeltpas. Så vi får mulighed for at forbedre os rent fysisk, og det er vigtigt, så vi kan være på niveau med drengene herhjemme, når vi kommer tilbage. Opstarten byder selvfølgelig også på nogle taktiske ting og relationelle justeringer, men dem får vi heldigvis masser af tid til at få på plads, når vi tager på træningslejr med AaB sidst i januar, lyder det fra Jakob Blåbjerg.

De to AaB’ere håber på fortsat at være en del af truppen på U/21-landsholdet, når EM-slutrunden bliver skudt i gang til sommer.

Børsting_jubel

- Det er helt klart et mål for os begge at komme med til EM, og det ville være et kæmpe højdepunkt i karrieren. Det kræver selvfølgelig spilletid i Alka Superligaen, så det er klart i klubben, at det største arbejde skal gøres, hvis man skal komme i betragtning til EM, siger Frederik Børsting.

- Der skal ikke andet til end en dårlig halvsæson, og så er man ude af billedet. Men vi har været med i hele kvalifikationen, hvor vi har spillet stort set alle kampene, så selvfølgelig er målet at komme med til EM, tilføjer Jakob Blåbjerg.

Træningslejren med U/21-landsholdet afvikles fra 13.-23. januar, med de to testkampe placeret henholdsvis den 18. januar mod Henan Jianye F.C. og den 22. januar mod Usbekistans A-landshold.

AaB spiller første testkamp uden Blåbjerg og Børsting i truppen på lørdag 14. januar kl. 15.30, hvor det gælder TSG 1899 Hoffenheim på Dietmar-Hopp-Stadion i Sinsheim i Tyskland, og de to AaB’ere er heller ikke med i AaB’s anden testkamp, der spilles mod Hobro I.K. på kunstgræsbanen på Hornevej torsdag den 19. januar kl. 14.00.

Relaterede nyheder:

  • Tilføj AaB's kampe til din kalender

    Add to calendar



AaB A/S
Hornevej 2
9220 Aalborg Øst

Telefon: +45 96 35 59 00
Fax: +45 96 35 59 10
Email: aab@aab-as.dk


Åbningstider

Mandag - torsdag: 9.00 - 16.00
Fredag: 9.00 - 15.00

aabsport.dk bruger cookies til statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.  Luk | Læs mere