Anden testkamp torsdag

18. januar 2017 kl. 16:19

Hobro-mandskabet overvintrer som førerhold i 1. division, og AaB’s cheftræner Morten Wieghorst ser frem til at se sit hold i aktion for anden gang.

MW02AaB tabte i lørdags 2-0 i testkampen mod i denne sæson stadig ubesejrede Hoffenheim, der allerede i den kommende weekend genoptager turneringen i Bundesligaen.

- Rent formmæssigt lå Hoffenheim-kampen måske for tidligt for os, men omvendt var det i andre henseender en fremragende test, fordi vi fik set vores hold i en masse situationer, hvilket pressede os til det yderste både teknisk, taktisk og fysisk, fortæller Morten Wieghorst til aabsport.dk.

- Nu gælder det en kamp mod Hobro, hvor jeg forventer et noget andet kampbillede, og forhåbentlig vil det allerede her begynde at komme til udtryk, hvad vi arbejder med på træningsbanen.

Netop det spillemæssige fundament er noget, der er stort fokus på hos Morten Wieghorst og resten af trænerstaben:

- Naturligvis er vi en fase, hvor det er meget vigtigt, at vi også får bygget på rent fysisk, men for mig udelukker det ikke, at vi også sagtens kan have øje for både den taktiske og tekniske del, ligesom vi som altid, når vi stiller op til en kamp, helst vil vinde, påpeger Morten Wieghorst, der har udtaget følgende 20 navne til torsdagens test:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 5 Markus Holgersson, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 14 Casper Sloth, 16 Magnus Christensen, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 29 Sebastian Grønning, 31 Joakim Mæhle, 32 Kasper Pedersen, gæstespilleren Ivan Bulos, U/19 Ligaspillerne Mathias Johannesen, Alexander Tved, Mathias K. Andersen, Nicolaj Jørgensen og Anders Harpøth Østergaard fra Danmarksserietruppen.

Marco Meilinger og Thomas Enevoldsen er ukampdygtige, og herudover er Jakob Blåbjerg, Frederik Børsting, Christian Bassogog og Bardhec Bytyqi optaget af landsholdsopgaver, mens Edison Flores efter et familierelateret besøg i Peru vender retur til AaB sidst i denne uge og dermed også er til disposition, når AaB 27. januar møder svenske BK Häcken i endnu en dyst på anlægget på Hornevej.

Nøgledatoer i AaB’s resterende opstartsprogram for foråret 2017 er som følger:

Torsdag 19. januar kl. 14.00 – Testkamp, AaB-Hobro I.K. (kunstgræsbanen på Hornevej)

Fredag 27. januar kl. 15.30 – Testkamp, AaB-BK Häcken (kunstgræsbanen på Hornevej)

Søndag 29. januar-onsdag 8. februar – Træningslejr i Alcantarilha i Portugal inklusive tre testkampe:

Tirsdag 31. januar kl. 20.45 dansk tid (19.45 lokal tid) – The Atlantic Cup, Örebro SK-AaB (Estádio Bela Vista)

Fredag 3. februar kl. 17.00 (16.00 lokal tid) – The Atlantic Cup, AaB-FC Shakhtar Donetsk (Estádio Bela Vista)

Mandag 6. februar eller tirsdag 7. februar – The Atlantic Cup, AaB mod endnu unavngiven modstander (Estádio Algarve)

Mandag 13. februar kl. 17.30 – Testkamp, AaB-Odds Ballklubb (Aalborg Stadion)

Søndag 19. februar kl. 16.00 – Alka Superligaen, 22. spillerunde, AGF-AaB (Ceres Park)

Der er gratis entre til morgendagens testkamp mod Hobro I.K., men har man ikke mulighed for at overvære opgøret, kan det følges via livetweets på AaB’s officielle Twitterkonto.

'