Stærk AaB-præstation sikrer point i Parken

20. august 2016 kl. 21:00

AaB kom foran på et flot mål af Christian Bassogog og var dominerende især i første halvleg af opgøret. FC København fik sidenhen udlignet og pressede på i anden halvleg, men Hele Nordjyllands Hold holdt stand og fik et godt resultat med hjem til Aalborg efter en stærk præstation på FC Københavns hjemmebane.

FCK-PatrickK

I forhold til den seneste kamp i Alka Superligaen hjemme på Nordjyske Arena mod Esbjerg fB i mandags havde AaB en enkelt ændring blandt de startende elleve, hvor peruvianske Edison Flores afløste Casper Sloth.

Nicolai Larsen var som vanligt i målet for AaB fra start, og han kunne gå på banen til sin officielle kamp nummer 200 for Hele Nordjyllands Hold.

AaB fik en god start på kampen, og især i venstresiden viste Edison Flores gode takter. Efter syv minutter lagde den tekniske peruvianer en præcis bold ind i feltet, men hverken Thomas Enevoldsen eller Patrick Kristensen fik udnyttet muligheden i boksen.

Tre minutter efter fandt Thomas Enevoldsen Christian Bassogog på kanten af feltet, og camerouneren vippede bolden op til sig selv, men afsluttede forbi mål.

Bassogog var få øjeblikke efter centimeter fra at nå bolden, der var blevet lagt ind i feltet af Marco Meilinger på frispark. En stor mulighed til AaB-angriberen.

Som halvlegen skred frem, dannede der sig et billede af AaB med meget sikker boldomgang, ligesom de nordjyske drenge var hurtigt over andenboldene. Godt tyve minutter inde i kampen førte det gode spil til en AaB-mulighed med gevinst. Thomas Enevoldsen blev spillet fri på kanten og lagde bolden ind i feltet mod Edison Flores. Peruvianeren hoppe fikst over bolden, og den endte ved Christian Bassogog, der midt for målet hamrede bolden ind til 0-1 ved venstre opstander.

FCK-jubel

Efter en lille halv time var Enevoldsen igen mand for et godt indlæg. Denne gang lod Christian Bassogog bolden gå videre til Edison Flores, der fik bugseret bolden over mål med højre ben.

FC København kom kort efter til deres største mulighed i kampen indtil videre. Kasper Kusk sendte bolden i feltet til Youssef Toutouh, der headede bolden forbi mål.

Hjemmeholdet kom herefter bedre med i spillet, og Andreas Cornelius kom i en god position i dybden, men Kasper Pedersen var hurtigt over ham og fik tacklet bolden væk.

Andreas Cornelius var med ti minutter tilbage af første halvleg igen tæt på at komme til skud. Denne gang var det Jakob Ahlmann, der viste stærke defensive evner ved at komme først på bolden og få clearet.

Seks minutter før pausen fik hjemmeholdet udlignet. Andreas Cornelius steg til vejrs på et afrettet indlæg fra Peter Ankersen og headede bolden ind uden chance for Nicolai Larsen i AaB-målet. Så stod der 1-1 i Telia Parken, og det var også stillingen ved pausen efter en første halvleg, hvor AaB havde været det klart bedst spillende hold og havde gjort det svært for FC København at få gang i opspillet.

Kun to minutter gik der af anden halvleg, før målscorer Christian Bassogog kom til en god mulighed. Han blev dog bremset, inden han kunne komme til skud.

FCK-Holgersson-og-P

Andreas Cornelius viste sig sig ligesom i første halvleg stærk i hovedspillet, og syv minutter inde i anden halvleg fik han igen en god mulighed efter et indlæg, men her viste kampjubilar Nicolai Larsen sig stærkest og fik pareret til hjørnespark.

Kort efter kom hjemmeholdet til endnu en mulighed. Youssef Toutouh fandt indskiftede Rasmus Falk, der efter et træk lagde bolden til rette for Andrija Pavlović, der fik afsluttet en snert forbi mål.

AaB's spil gled ikke lige så fremragende som i første halvleg, og hjemmeholdet kom mere på bolden. Efter 55 minutter fik Ján Greguš sendt en kvalificeret skud af sted mod Nicolai Larsen, men AaB-målmanden kontrollede bolden uden problemer.

Efter en times spil kom FC København til endnu en mulighed, da Rasmus Falk blev sendt af sted i en omstilling, men kantspillerens skud gik forbi fjerneste stolpe.

Især på indlæggene var hjemmeholdet nærgående, og tyve minutter inde i anden halvleg fik Thomas Delaney sat hovedet på et indlæg fra Ludwig Augustinsson, men uden den fornødne præcision.

FCK-Meilinger

Da der var spillet 70 minutter af opgøret meldte AaB sig igen mere ind på den offensive del af banen, og Edison Flores fik sendt en præcis, lang bold i sin retning. Hans indlæg på tværs blev dog efterfølgende blokeret til hjørnespark. På hjørnesparket pressede AaB’erne på for at få sat panden på, men uden held, og hjemmeholdet fik reddet sig ud af faren.

Med godt ti minutter igen måtte Nicolai Larsen diske op en god aktion for at holde stillingen, da Ludwig Augustinsson sendte et farligt indlæg ind i feltet.

Kort efter var AaB på spil i den modsatte ende. Indskiftede Sebastian Grønning fik sendt et indlæg sin vej, men bolden lå en smule bag ham. Det løste han ved at kaste sig op i et saksespark, men uden at få ordentligt ram på bolden.

FC København havde i en lang periode af anden halvleg presset AaB en del, men op mod slutfløjtet fik gæsterne stået stærkt imod med en solid organisation.

Dommer Anders Poulsen kunne efter fire minutters tillægstid fløjte opgøret af, og det var en kendsgerning, at AaB gennem en stærk indsats kunne sikre sig 1-1 i Telia Parken og fortsat er ubesejret i Alka Superligaen i denne sæson.

FCK-Risgård

Nu kan holdet se frem til en ægte klassiker i det næste opgør i Alka Superliga, hvor AGF kommer til Aalborg for at dyste med AaB på Nordjyske Arena.

Du kan sikre dine billetter til den jyske klassiker allerede nu via dette link.

Husk, at du ved fremmøde på Nordjyske Arena sammen med AaB donerer 1 kr. til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2016 går ubeskåret til Broen Aalborg, som efter efterårets tre første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 19.834 kr.


Matchfacts – Alka Superliga, grundspil 6. spillerunde
FC København-AaB 1-1 (1-1)
23. min 0-1 Christian Bassogog, 40. min 1-1 Andreas Cornelius.
Advarsler FC København: Ingen.
Advarsler AaB: Rasmus Würtz (67), Casper Sloth (85), Sebastian Grønning (90).
11.818 tilskuere i Telia Parken.

FC København (4-4-2): Robin Olsen, Peter Ankersen, Mathias Zanka Jørgensen, Mikael Antonsson (67: Benjamin Verbič), Ludwig Augustinsson, Kasper Kusk (46: Rasmus Falk), Ján Greguš, Thomas Delaney, Youssef Toutouh, Andreas Cornelius, Andrija Pavlović (72: Federico Santander).

AaB (4-5-1): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Markus Holgersson, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Christian Bassogog (69: Sebastian Grønning), Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Edison Flores (79: Frederik Børsting), Marco Meilinger, Thomas Enevoldsen (62: Casper Sloth).

Dommer: Anders Poulsen.

'