Dobbeltscoring af Grønning i reservesejr

22. august 2016 kl. 16:13

Efter sejre over AC Horsens og Randers FC tog AaB mandag imod AGF i Reserveholdsturneringen på Nordjyske Arena. Sebastian Grønning blev senest mod Randers FC matchvinder for AaB-reserverne, og i dagens kamp skulle han endnu en gang vise sig skarp foran foran målet.

Grønning1

Gæsterne fra AGF virkede meget opsatte fra kampens start og kom hurtigt til tre store muligheder. Først var det gæsternes Benjamin Hvidt, der blev spillet fri af Mustafa Amini, hvorefter både Nimo Gribenco og Elmar Bjarnason misbrugte store muligheder. Alt sammen inden for de første fem minutter.

Herefter fik AaB sat sig bedre igennem, og Joakim Mæhle tog i det 6. minut en flot tur gennem modstandernes forsvar og kom helt ind i feltet, hvor han fik afsluttet, men lige på målmanden.

Ni minutter inde i kampen kom hjemmeholdet foran på fornem vis. Rasmus Thellufsen løftede frækt bolden over sin oppasser og chippede bolden i dybden til Sebastian Grønning, der stensikkert lagde bolden ind bag gæsternes målmand til 1-0.

Hjemmeholdet havde efterhånden fået fuld fuld kontrol over kampen og leverede chancer på samlebånd. Først skød Joakim Mæhle på mål langt udefra, hvorefter Rasmus Thellufsen tog en flot solotur på kanten, der endte med en kvalificeret afslutning.

Sebastian Grønning på toppen kom også frem til meget. Han havde endda bolden i mål for anden gang i kampen efter et kvarter, men dommeren havde allerede dømt et frispark til AGF’s forsvar.

Lige efter var AaB-angriberen på spil igen, da han blev sat godt op af stærkt spillende Casper Sloth, men denne gang gik bolden snert over mål.

Gæsterne havde dog ikke meldt sig helt ud af kampen, og efter godt tyve minutter havde de en fin mulighed på hovedstød, som Carsten Christensen dog fulgte let til dørs. Kasper Junker kom også igennem til skud, men Carsten Christensen viste sin stærke side i målet.

AaB var dog stadig det bedst spillende hold, og Sebastian Grønning fik endnu en god mulighed. Denne gang på et hovedstød efter godt forarbejde af Casper Sloth, Rasmus Thellufsen samt Joakim Mæhle, der lagde den afgørende bold indover. Det blev dog fortsat ved 1-0 til hjemmeholdet.

EfB09

Efter 27 minutter lagde Joakim Mæhle endnu en sukkerbold i feltet til Sebastian Grønning, der headede bolden mod mål. Thomas Hagelskjær i gæsternes mål var prisgivet, men bolden sneg sig få centimeter forbi nærmeste stolpe.

Få øjeblikke efter havde Elmar Bjarnason en stor mulighed for gæsterne, da han tog turen helt ind i feltet, men Carsten Christensen havde styr på situationen og reddede.

En meget velspillende Sebastian Grønning fik efter en halv time tilkæmpet sig en løs dybdebold, og herefter lavede han et fantastisk sideskift diagonalt til U/21-landsholdsspiller Frederik Børsting, der trak ind i banen og afsluttede lige på gæsternes målmand.

Joakim Mæhle blev ved med at finde Sebastian Grønning i feltet, og den unge angriber fik endnu en mulighed efter et indlæg, men denne gang mistimede han afslutningen.

Gæsterne var resten af første halvleg presset hårdt i bund, men på trods af stor dominans og masser af muligheder blev det ved 1-0 indtil pausen.

I starten af anden halvleg kom Carsten Christensen igen på arbejde, da han fangede en afslutning fra Kasper Junker, og gæsterne kom generelt bedre ud til anden halvleg.

Indskiftede Jannik Pohl fik kort efter en god mulighed, da en forsvarsspiller tog fejl af boldens opspring, og angriberen kom alene med målmanden, men var for ivrig og afsluttede langt udefra.

Kort efter skabte Pohl igen fare for modstanderne efter at have modtaget bolden fra Robert Kakeeto. Angriberen trak ind foran mål og prikkede bolden videre til Sebatian Grønning, der endnu en gang med stor sikkerhed puttede bolden i rusen ved fjerneste stolpe og dermed gjorde det til 2-0.

AaB-dominansen fra første halvleg fortsatte, og det var tæt på at blive et hattrick til Sebastian Grønning efter knap en time, mens også Jannik Pohl havde bolden i mål, men dommeren dømte frispark til AGF umiddelbart inden.

Efter godt en time var Morten Rokkedal tæt på at heade et hjørnespark fra Rasmus Thellufsen i mål. Kort efter fik gæsterne reduceret til 2-1 efter et gennembrud af Jens Stage, der fik afsluttet uden for rækkevidde for Carsten Christensen.

Efter 73 minutter leverede indskiftede prøvespiller Frederico Emmanuel Bangwen et godt indlæg til den nyslåede U/19-landsholdsspiller Marco Ramkilde, der sendte et solidt hovedstød mod mål.

Ramkilde var med knap ti minutter igen tæt på at øge for AaB. Jannik Pohl chippede bolden i dybden til sin angrebskollega, der oversprintede sin markering og nåede bolden før den fremadstormende målmand, men førsteberøringen blev lidt for lang.

De to gæstespillere Bello Zaharaddeen og Frederico Emmanuel Bangwen leverede kort før tid godt spil, og sidstnævnte kom i en god position til afslutning, men blev lukket af.

Kort før slutfløjt lignede det endnu et mål til hjemmeholdet, da Bello Zaharaddeen slog en perfekt dybdebold til lynhurtige Jannik Pohl, der spurtede mod mål og fik fremtvunget en ripost, som både Marco Ramkilde og Frederico Emmanuel Bangwen stod klar til at skyde ind. Sidstnævnte fik afsluttet, men over mål.

Det blev ved 2-1, og AaB tog dermed sin tredje sejr af tre mulige i Reserveholdsturneringen. Næste udfordring for holdet er mod Viborg-reserverne tirsdag den 6. september kl. 14.00 på Hornevej.

 

Matchfacts – Reserveholdsturneringen, 3. spillerunde
AaB-AGF 2-1 (1-0)
9. min 1-0 Sebastian Grønning
52. min 2-0 Sebastian Grønning
66. min 2-1 Jens Stage

'