U/19 led forårets første nederlag

2. april 2016 kl. 19:00

U/19 Ligaholdet gik ind til lørdagens opgør mod Randers Freja med sejre over FC Nordsjælland, AGF og OB i forårets første tre kampe. Holdet skulle forsøge at bygge videre på succesen og kom også foran i kampen.

Morten Rokkedal

I en stærk vind på banen i Randers pressede AaB hjemmeholdet i første halvleg. Nitten minutter var spillet, da et farligt indlæg blev sat ind, men det blev i første omgang klaret af Randers-forsvaret. Presset blev dog fastholdt, og Sebastian Grønning kunne afslutte fra kanten af feltet, og forsøget ramte stolpen. På returen fik Morten Rokkedal (billedet) sendt bolden ind i det lange hjørne til 0-1.

Stillingen holdt indtil pausen, og i anden halvleg havde AaB flere muligheder for at lukke kampen, men forsøgene gav ikke udbytte.

I stedet var det hjemmeholdet, der et kvarter før tid fik udlignet til 1-1, og få minutter før tid fik Randers vendt kampen helt med sejrsmålet til 2-1.

Dermed måtte AaB se sig slået på trods af føring gennem størstedelen af kampen.

Cheftræner Anders Damgaard siger om kampen:

- Vi når ikke op på det energi- og agressivitetsniveau, som vi har spillet med i de seneste kampe, og vi finder ikke vores bedste spil frem. Så taber denne slags kampe, og det er selvfølgelig skuffende. Randers er farlige på omstillingerne, og vi vælger generelt de forkerte løsninger offensivt.

- Vi må hjem og se på de ting, som går galt i dag. Der skal arbejdes på træningsbanen, så vi kan blive klar til at yde vores bedste i kampen mod Lyngby, siger cheftræneren.

Kampen mod Lyngby spilles lørdag den 9. april kl. 13.00 på Lyngby Stadion.

'