Würtz foran kamp nummer 400 for AaB

16. marts 2016 kl. 18:30

AaB tager fredag imod AGF hjemme på Nordjyske Arena, og her kan anfører Rasmus Würtz se frem til at kunne spille sin kamp nummer 400 for AaB, siden han i 2002 fik sin Alka Superliga-debut for Hele Nordjyllands Hold i en kamp mod Esbjerg fB.

Med kamp nummer 400 vil han kun være overgået af Thomas Augustinussen, Henrik “Mini” Rasmussen og Torben Boye, der har opnået henholdsvis 418, 423 og 560 kampe for AaB.

Det er en milepæl, som Rasmus Würtz er stolt af at kunne opnå for klubben.

- Jeg er rigtig stolt over nå så mange kampe for AaB. Det er ikke sådan, at jeg i hverdagen går og tænker på, hvor mange kampe, jeg har spillet. Men det er rigtig mange kampe, som jeg har spillet gennem min tid i AaB, og det har været nogle fantastiske år i klubben, som jeg ser tilbage på med stolthed, siger Rasmus Würtz til aabsport.dk.

Midtbaneslideren ser frem til at skulle spille jubilæumskampen hjemme foran fansene på Nordjyske Arena.

- Det er altid dejligt at spille hjemme. Jeg har altid nydt at spille foran vores hjemmepublikum, og jeg kommer også til at nyde det denne gang. Jubilæumskampe er noget specielt, og vi må håbe, at det bliver én af de kampe, hvor tingene kommer til fungere godt på banen. Men når vi først går på banen er det ikke noget, man tænker over, for der er fokus på kampen, siger Rasmus Würtz.

Anføreren forventer et AaB-mandskab, som kommer til at kæmpe for at rejse sig efter at have tabt de seneste to opgør i Alka Superligaen.

- Vi skal forsøge at rejse os efter to nederlag i træk. Vi har ikke fået de point, som vi havde håbet på i de første tre kampe i foråret. Når man taber, giver det selvfølgelig et hak i selvtilliden, men vi skal ud og yde en god præstation og kæmpe endnu hårdere, end vi plejer. Vi skal komme ud med en god attitude til kampen, og hvis vi gør det, så skal spillet nok komme hen ad vejen, og forhåbentlig kan det lede til, at vi kan vinde kampen, siger Rasmus Würtz.

Fredagens kamp mod AGF bliver fløjtet i gang på Nordjyske Arena kl. 18.00.

Du kan købe billetter til kampen i forsalg på AaB’s Webshop via dette link.

'