Friis-avancement fremrykkes

11. januar 2016 kl. 15:12

Det er assistenttræner Allan Kuhns øjeblikkelige skifte til Malmö F.F., der har fremrykket planerne for 39-årige Jacob Friis, som siden juni har bidraget med blandt andet specialtræning i Superligatruppen.

Friis_hummel3AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Tilbage i november meldte vi ud, at Jacob Friis skulle tilnyttes permanent til Alka Superligatruppen fra den kommende sommer, og afskeden med Allan Kuhn har nu fremskyndet processen.

- Jacob Friis er en dygtig fyr, og som U/19-Ligatræner i AaB har Jacob trænet samtlige årgange siden årgang 1991, og han har uden tvivl en stor aktie i den succes, som disse talentfulde spillere har haft i AaB’s førsteholdstrup, påpeger Allan Gaarde.

- Vi har ikke besluttet, om staben skal tilføres yderligere en assistenttræner, men vi ser frem til, at Jacob Friis allerede nu vil indgå i den fodboldfaglige del af trænerteamet sammen med cheftræner Lars Søndergaard, målmandstræner Poul Buus og udviklingschef Poul Erik Andreasen, siger Allan Gaarde.

Jacob Friis, der i august blev færdig med sin P-licens, som er den højeste træneruddannelse i Danmark, glæder sig over de nye udfordringer i AaB:

- Det er med stort vemod, at jeg allerede nu siger farvel til rollen som cheftræner for U/19 Ligaholdet.

- Når det er sagt, så er jeg selvfølgelig glad for, at jeg kan tage mit næste step i min udvikling som træner i den klub, som jeg har været en del af, siden jeg var fire år, og jeg ser frem til at arbejde endnu tættere sammen med Superligaspillerne og hele trænerstaben og forhåbentlig bidrage til, at vi sammen får løftet vores klub endnu mere, siger Jacob Friis.

I AaB’s nuværende Superligatrup har 17 ud af 26 spillere spillet ungdomsfodbold for Hele Nordjyllands Hold.

'