Udbytterig inspirationsaften hos Jetsmark I.F.

20. november 2015 kl. 12:55

I fællesskab havde AaB og samarbejdsklubben Jetsmark I.F. stablet et arrangement på benene for områdets trænere og ledere. Aftenen bød således først på 75 minutters praktik på kunstgræsbanen, hvor 12 spillere fra Jetsmarks U/12-hold agerede medier i øvelser med hovedfokus på det tekniske aspekt. I alt skulle drengene igennem fire forskellige øvelser under kyndig vejledning af AaB’s T+-træner, Adam Harell.

Efter praktikken blev aftenens deltagere bespist med lasagne og salat, og umiddelbart herefter blev træningen gransket, og det udmøntede sig i en interessant diskussion om god talentudvikling.

Da inspirationsaftenen nåede sin ende, var der stor tilfredshed at spore hos værtsklubben, der følte, de fik utrolig meget ud af aftenen.

Ligeledes havde aftenen efterladt et særdeles positivt indtryk hos T+-træneren:

- Det er altid en fornøjelse at komme ud i vores nordjyske samarbejdsklubber og lave inspirationstræning. Der er et enormt liv og engagement ude i de nordjyske græsrødder.

- Jetsmark IF havde stablet et super arrangement på benene, og det er utrolig dejligt, når så mange frivillige trænere og ledere viser interesse for talentarbejdet, siger T+-træner Adam Harell.

'