Børsting og Blåbjerg sejrede med U/21-landsholdet

18. november 2015 kl. 10:29

De to AaB’ere Frederik Børsting og Jakob Blåbjerg startede begge på banen for U/21-landsholdet i tirsdagens EM-kvalifikationskamp mod Armenien, og i første halvleg var en kombination mellem disse to ved at blive farlig for det armenske forsvar. Blåbjerg slog et præcist indlæg til Børsting, der i feltet headede bolden lidt over mål.

Børsting

Blåbjerg var også selv tæt på at få sat læderet i kassen, da han med et godt gennembrud i venstre side fik trykket af, men bolden sneg sig forbi fjerneste stolpe.

I anden halvleg kunne de to AaB-spillere se U/21-holdkammeraterne Patrick Banggaard og Marcus Ingvartsen gøre det til 1-0 og 2-0 på hovedstød.

På scoringen til 1-0 var det Blåbjerg, der gav den målgivende aflevering, da han forlængede et hjørnespark videre til Banggaard.

Blåbjerg fik fuld spilletid i sejren, mens Frederik Børsting blev udskiftet ti minutter før tid.

En anden AaB-spiller, nemlig Lukas Spalvis, var også i aktion tirsdag aften. Med det litauiske U/21-landshold var han aktiv i angrebet i udekampen mod Italien, indtil han blev udskiftet i anden halvlegs andet tillægsminut. Han var dog ude af stand til at forhindre det italienske hjemmehold i at vinde kampen med 2-0.

'