Store AaB-blundere kostede dyrt i Farum

25. oktober 2015 kl. 15:19

Tre point ville have sendt AaB op på tredjepladsen i tabellen, men cheftræner Lars Søndergaards udvalgte tropper må i stedet forsøge at gribe næste chance, når Hobro I.K. om en uge gæster Nordjyske Arena.

FCN-AaB3I forhold til den seneste kamp i mandags mod Esbjerg havde AaB tre ændringer i startformationen, hvor Henrik Dalsgaard, Thomas Enevoldsen og Oliver Abildgaard afløste Patrick Kristensen, Frederik Børsting og Rasmus Würtz.

Allerede efter få sekunder blev AaB-keeper Nicolai Larsen testet af et forøg fra Martin Vingaard, men det var AaB, som i det andet minut kom til opgørets første store chance, da Lukas Spalvis frispillede Thomas Enevoldsen, men alene med David Jensen trak FCN-målmanden det længste strå med en fodparade.

I den livlige indledning havde både værternes Bruninho og efterfølgende Lukas Spalvis respektivt afslutninger uden for målrammen, mens Rasmus Jönsson i det 12. minut fik sat Henrik Dalsgaard fornemt op, men tværpasningen fra sidstnævnte fik FCN-defensiven afværget.

FCN-AaB6AaB styrede i denne fase fuldstændig begivenhederne, hvorfor det var ekstra ærgerligt, da en stor fejl af Kasper Pedersen i det 21. minut gav Bruninho frit løb, hvilket FCN-topscoreren omsatte ved at afdrible Nicolai Larsen og skubbe læderet over stregen.

Herfra gik dysten lidt i tomgang, men stadig var det med AaB som dominerende part.

Alligevel var det hjemmeholdet, der syv minutter før pausen var tæt på at udbygge føringen, da Marcus Ingvartsen fandt Bruninho, hvis afslutning Nicolai Larsen dog havde styr på.

Fra anden halvlegs start fortsatte kampbilledet med AaB som det mest boldførende hold over for et kompakt hjemmehold, der lidt usædvanligt i forhold til Farum-mandskabets normale spillestil denne eftermiddag valgte primært at lukrere på omstillinger.

FCN-AaB2Langsomt så AaB-spillerne ud til at miste troen på et positivt udfald, og betingelserne blev endnu sværere efter 59 minutter, hvor Oliver Abildgaard med en skidt aflevering tilbage i banen forærede Bruninho en gunstig position, som brasilianeren udnyttede til at glide forbi Kenneth Emil Petersen og udpplacere Nicolai Larsen til 2-0.

Scoringen gav umiddelbart AaB et wake up call, og det var tæt på reducering i det 64. minut, da et frisparksforsøg af Thomas Enevoldsen blev halvklaret af David Jensen, hvorefter Lukas Spalvis’ opfølgning og afslutning ramte David Jensen på skulderen.

AaB fortsatte presset, og med et kvarter igen fik Lukas Spalvis vristet sig uimodståeligt fri af to mand, inden afslutningen blev klasket på roden af den nærmeste opstander.

I stedet for en livgivende reducering blev det i stedet 3-0 to minutter senere, da indskiftede Joshua John fik for let spil over for Henrik Dalsgaard, inden bolden blev hamret utageligt op i det nærmeste målhjørne.

Dermed var opgøret lukket, og Bruninho var endda tæt på at udbygge føringen to minutter før tid, men AaB-forsvaret fik blokeret.

Næste opgave for AaB er ligeledes en udekamp, når det onsdag aften gælder ottendedelsfinalen i DBU Pokalen mod Lyngby Boldklub.

Matchfacts – Alka Superligaen, 13. spillerunde
FC Nordsjælland-AaB  3-0 (1-0)
21. min 1-0 Bruninho, 59. min 2-0 Bruninho, 77. min 3-0 Joshua John.
Advarsler FC Nordsjælland: Patrick Mtiliga (48), Stanislav Lobotka (51).
Advarsel AaB: Lukas Spalvis (83).
3.801 tilskuere på Farum Park.

FC Nordsjælland (4-2-3-1): David Jensen, Ramón Rodrigues, Pascal Gregor, Andreas Maxsø, Patrick Mtiliga, Lasse Petry (87: Mads Pedersen), Stanislav Lobotka (74: Gudmundur Thorarinsson), Bruninho, Martin Vingaard (66: Joshua John), Emiliano Marcondes, Marcus Ingvartsen.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Kasper Pedersen, Gilli Rólantsson, Thomas Enevoldsen, Oliver Abildgaard (62: Andreas Bruhn), Kasper Risgård (81: Thomas Augustinussen), Nicolaj Thomsen, Rasmus Jönsson (71: Nicklas Helenius), Lukas Spalvis.

Dommer: Dennis Mogensen.

'