Tredje sejr i streg til U/19

21. september 2015 kl. 11:13

Efter sidste weekends flotte sejr på 5-0 hjemme på Hornevej skulle AaB U/19 Ligaholdet spille ude mod Vejle B, og kampen blev spillet på Vejle Stadion. Begge hold havde inden opgøret vundet de to seneste kampe med otte scorede mål til følge. Derfor var der lagt op til en chancerig kamp.

Kampen startede meget jævnbyrdigt, og begge hold lagde et stærkt pres. Efter blot fem minutter gav det pote for AaB. Efter indlæg fra Rasmus Thellufsen kom Sebastian Grønning først på en nedfaldsbold i feltet, og han udnyttede chancen til at bringe AaB tidligt foran med 1-0.

Det fortsatte herefter som en lige affære med godt spil fra begge hold, og Vejle fik momentvis opbygget nogle gode angreb, som tvang AaB til at arbejde disciplineret defensivt. AaB kom også til chancer, og specielt Rasmus Thellufsen var tæt på at få øget for AaB med et godt skud, som Vejles målmand dog fik sat fingerspidserne på, så bolden ramte overliggeren. Der blev dog ikke scoret mere i første halvleg, og AaB kunne gå til pause foran med 1-0. 

Thellufsen mod Vejle

Føringen kunne bringe minder tilbage til kampen mod Vejle i foråret, hvor AaB også var foran 1-0 ved pausen, men fik problemer i anden halvleg. Det gik dog anderledes denne gang, hvor AaB kom meget klar ud efter pausen og sad på bolden den første halve time af anden halvleg. Det resulterede i en scoring af Moses Opondo midt i anden halvleg efter forarbejde af Bardhec Bytyqi.

De sidste ti minutter af kampen pressede Vejle kraftigt på og satsede alt for at komme tilbage igen. Det blev til en del chancer, men Nicolaj Jørgensen i AaB-målet var ikke til at passere. Han diskede op med et par gode redninger og kunne holde nullet for AaB, der dermed vandt opgøret 2-0.

Cheftræner Jacob Friis siger om kampen:

- Vi møder et hold, som havde vundet de to forrige og scoret otte mål i to kampe, så vi vidste, at det var en dygtig modstander. De viste sig også som et velspillende hold i perioder. Det fik vi dog løst godt, selvom vi skulle arbejde hårdt for at holde dem fra fadet.

- Vi fik holdt nullet, og det var det vigtigste, for vi ved, at vi kan kreere offensivt. Det gjorde vi også i denne kamp. Vi kom frem til mange chancer, og vi skulle have udnyttet flere. Men når man holder modstanderen fra at score, så er det også rigeligt at score to mål, siger Jacob Friis.

Med tre sejre i træk lægger AaB sig på andenpladsen i U/19 Ligaen. Næste kamp bliver spillet hjemme på Hornevej lørdag den 3. oktober kl. 13 mod FC Midtjylland.

'