AaB sikkert videre i DBU Pokalen

29. september 2015 kl. 20:05

Danmarksserieholdet Lystrup I.F. havde frasagt sig hjemmebanefordelen til aftenens sekstendedelsfinale i DBU Pokalen, som derfor blev spillet på Nordjyske Arena. Her kunne AaB sikre sig en sejr på 4-0 mod et Lystruphold, der i perioder viste fornuftigt spil. 

I forhold til den seneste kamp i fredags i Alka Superligaen mod Viborg F.F. havde AaB otte ændringer i startopstillingen, hvor Jukka Raitala, Jakob Blåbjerg, Gilli Rólantsson, Andreas Bruhn, Thomas Augustinussen, Oliver Abildgaard, Rasmus Jönsson og Jannik Pohl afløste Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Patrick Kristensen, Frederik Børsting, Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Thomas Enevoldsen og Lukas Spalvis.

Lystrup I.F. stod for kampens første mulighed, da et langskud i kampens tredje minut blev sendt af sted fra venstre side af feltet. Nicolai Larsen parerede skuddet og fik bolden under kontrol. Få minutter efter skød Lystrups Søren Bøge på mål efter et frispark var blevet sendt op i AaB’s felt. Forsøget røg dog et godt stykke over målet. Efter den agressive start trak Lystrup sig tilbage i banen med et mere defensivt udgangspunkt.

AaB fik efterfølgende det spillemæssige overtag, men spillet manglede fart. Lystrup spillede deres chance med kontraangreb og bolde i dybden, hver gang de fik fat i bolden. AaB havde meget spil midt på banen, men på banens sidste tredjedel blev angrebene bremset af Lystrups hårdtarbejdende forsvar.

Lystrup-3

I det 18. minut fik AaB sin første store chance, da et hjørnespark blev slået indover af Oliver Abildgaard, hvorefter Kasper Pedersen fik sat hovedet på. Bolden havde retning mod bageste stolpe, men forsøget gik en smule forbi mål.

Efter 24 minutter fik AaB et frispark lige uden for feltet. Både Oliver Abildgaard og Nicolaj Thomsen stillede sig hen til bolden, men det blev Abildgaard, der tog sig af frisparket. Det gjorde han på fornem vis med et hårdt skud, som ramte indersiden af stolpen. Det gik dog lige netop ikke ind, og Lystrups målmand Kris Hede kunne få fat på bolden og afværge faren. To minutter senere testede Rasmus Jönsson Lystrups målmand med et langskud, der dog blev grebet.

I det 27. minut kom AaB foran. Gilli Rólantsson vippede bolden over en modstander på kanten af feltet, og herefter flugtede færingen bolden i kassen. I minuttet efter udbyggede Nicolaj Thomsen føringen, da han førte bolden frem på egen hånd og skød på kassen. Skuddet blev rettet af af en forsvarsspiller og gik i en bue over Lystrups målmand.

Efter de to AaB-scoringer dalede intensiteten i kampen en smule for begge hold. AaB førte bolden roligt rundt midt på banen, hvor angrebene blev bygget op fra bunden, men med enkelte dybdebolde. I det 34. minut fik Jannik Pohl således en høj bold i dybden, men der blev vinket for offside af linjedommeren. 

To minutter efter spillede Nicolaj Thomsen og Gilli Rólantsson bolden hurtigt mellem sig i venstre side, og Rólantsson lagde et indlæg mod Rasmus Jönsson i feltet, der dog ikke nåede frem til bolden. Jukka Raitala fik dog fat i bolden og afsluttede på Kris Hede i Lystrups mål. Skuddet blev pareret til hjørnespark, og på dette sendte Abildgaard bolden til nærmeste stolpe, hvor Thomas Augustinussen kunne afslutte, men bolden gik i sidenettet.

Mod slutningen af første halvleg prøvede Lystrup at komme frem på banen for at presse AaB’s forsvar, men det lykkedes ikke. I stedet satte AaB første halvlegs sidste angreb ind i det 47. minut. Rasmus Jönsson spillede bolden ind i feltet, hvor Nicolaj Thomsen fik far på bolden. Med et fladt skud pressede han Lystrups Kris Hede til en ripost, som endte ved Jannik Pohls fødder. Angriberen tog et træk uden om målmanden og lagde bolden sikkert i nettet til pausestilling 3-0.Lystrup-4

Lystrup startede anden halvleg med nyfunden tro, og spillet var jævnbyrdigt med et mindre overtag til AaB. Begge hold forsøgte at kreere chancer, men i første omgang formåede de to holds forsvar at holde det angribende hold fra fadet.

I det 52. minut driblede Nicolaj Thomsen op gennem midten af banen, og med ydersiden af foden tjattede han bolden over til Andreas Bruhn, der tog et træk rundt om en forsvarsspiller og forsøgte sig med en afslutning. Forsøget blev dog blokeret, og Lystrups målmand kunne samle bolden op.

Andreas Blomqvist forsøgte sig langt udefra med et hårdt skud i det 58. minut, og Kris Hede i Lystrups mål var nødt til at parere til hjørne. Minuttet efter tog Jannik Pohl også chancen langt udefra. Det gjorde han med et hårdt og præcist skud, der gik ind uden chance for Kris Hede. Dermed blev det til 4-0 til AaB. 

Nicolaj Thomsen fik chancen for at øge lidt senere, da han fik bolden i feltet. Foran ham stod en forsvarspiller, der kunne blokere skuddet, der alligevel var tæt på at snige sig ind i målet. Herefter opstod der tre chancer inden for meget kort tid. Først var et hjørnespark ved at blive farligt. Hernæst afdriblede netop indskiftede Christian Bassogog en spiller i venstre side af feltet og gik til baglinjen. Herfra var han lige ved at få drejet bolden ind forbi Lystrups målmand, der dog fik en arm på. AaB fik hjørnespark, og på dette fik Jakob Blåbjerg headet mod fjerneste målhjørne, og Kris Hede var tvunget ud i fuld længde for at få prikket bolden over mål. 

I det 68. minut sendte Oliver Abildgaard bolden dybt til Jannik Pohl, der ikke nåede frem til bolden. I stedet nåede Lystrups målmand bolden, men hans clearing var lige ved at være inden for rækkevidde for Jannik Pohl. 

I næste minut viste Christian Bassogog sine evner med bolden endnu en gang, da han driblede sig forbi en mand og resolut hamrede bolden mod kassen. Lystrups målmand fik sat fingrene på, så det blev ikke til en scoring i denne omgang. 

I det 72. minut var Christian Bassogog på spil igen. Gilli Rólantsson spillede bolden til Bassogog, der stod på kanten af feltet. Her tog Bassogog et hurtigt træk med venstre fod og skød til bolden med højre. Skuddet gik en smule forbi stolpen i venstre side.

Lystrup fik muligheden for at reducere på et hjørnespark tre minutter senere, da bolden var lige uden for rækkevidde for Nicolai Larsen i AaB’s mål. Lystrups Nicki Steffensen fik hovedet på, men bolden gik forbi.Lystrup-1

Kort efter driblede Christian Bassogog forbi tre mand, før han blev nedlagt. AaB fik frispark, og Abildgaard sendte en bold ind til Jakob Blåbjerg, der headede på mål. Forsøget blev dog reddet.

Kampen bød ikke på flere chancer, og dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen kunne fløjte kampen af. AaB trak sig ud af opgøret med en sejr på 4-0, og Hele Nordjyllands Hold er dermed videre til DBU Pokalens ottendedelsfinale på udebane mod Lyngby.

Ved indgangene på Nordjyske Arena var der til kampen mulighed for at donere til ECA’s (European Club Association) velgørenhedsinitiativ for flygtninge “90 minutes for hope”. Der blev indsamlet sammenlagt 29.157 kr, som går ubeskåret til respekterede velgørenhedsorganisationer med speciale i at hjælpe flygtninge i nød.

 

Næste udfordring for AaB er hjemmekampen allerede på søndag kl. 13.30, hvor SønderjyskE gæster Nordjyske Arena. AaB donerer 1 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Nordjyske Arena til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2015 går ubeskåret til The Back To Life Project, som efter efterårets fem første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 38.346 kr.

Køb din billet til kampen i forsalg her.


(Fotos: Carsten Kuna Kristensen)

 

Matchfacts – DBU Pokalen, sekstendedelsfinale

AaB-Lystrup I.F. 4-0 (3-0)
27. min 1-0 Gilli Rólantsson, 28. min 2-0 Nicolaj Thomsen, 45. min 3-0 Jannik Pohl, 59. min 4-0 Jannik Pohl.
Advarsler AaB: Oliver Abildgaard (15).
Advarsler Lystrup I.F.: Mike Rohde (52), Daniel Gregersen (76).
3.407 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Jukka Raitala, Kasper Pedersen (46: Andreas Blomqvist), Jakob Blåbjerg, Gilli Rólantsson, Andreas Bruhn, Thomas Augustinussen, Oliver Abildgaard, Nicolaj Thomsen (62: Christian Bassogog), Rasmus Jönsson (60: Patrick Kristensen), Jannik Pohl. 

Lystrup I.F. (4-1-4-1): Kris Hede, Frederik Parot, Mike Rohde, Daniel Gregersen, Kasper Kaffka (55: Nicki Steffensen), Lasse Tougaard, Kasper Nygaard (60: Jesper Mark), Jeppe Christensen (67: Mark Haugaard), Mike Vestergaard, Mikkel Nygaard, Søren Bøge.

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen.

'