Klubberne enige om ny struktur i Alka Superligaen

20. juni 2015 kl. 14:28

Flere kampe med noget på spil, mere spænding for danske fodboldfans og et niveauløft af dansk fodbold både herhjemme og i Europa. Det har været den målsætning for det arbejde, de danske klubber i Alka Superligaen og 1. division har gennemført sammen med hele fodbolddanmark. I sidste uge så det vanskeligt ud, men nu er en ny turneringsstruktur fra sæsonen 2016/2017 en realitet, hvis DBU’s bestyrelse endeligt godkender den.

FCN10- Det er en stor dag for dansk fodbold og jeg er stolt på klubbernes vegne, siger formand for Divisionsforeningen Thomas Christensen.

- Det her betyder et kæmpe løft for dansk klubfodbold. Antallet af kampe med noget på spil øges, og spændingen om mesterskabet, europæiske pladser og nedrykning kan bevares i længere tid. Det kommer til at give et brag af en fodboldturnering for danske fodboldfans på stadion og hjemme i stuerne, og det vil være med til at presse kvaliteten af dansk klubfodbold op nationalt og internationalt, fordi vi ved, at kampe med maksimal intensitet er afgørende for at udvikle fodboldspillet og fodboldspillere, lyder det fra Thomas Christensen og tilføjer:

- Jeg er stolt på klubbernes vegne. Ingen turneringsstruktur er lige god for alle klubber. Alle skal ofre noget og visionært varetage dansk fodbolds fremtid, og det har alle gjort. Klubberne vil i fælleskab det bedste for dansk fodbold. Og så har hele fodbolddanmark bidraget med viden og engagement. Det turneringsformat, vi spiller fra sæsonen 2016/2017 har endda elementer, som er direkte designet af danske fodboldfans. Tak til alle for jeres store bidrag.

Den nye struktur er med 14 hold i Alka Superligaen og 12 hold i 1. division. Det er dog ikke muligt at implementere allerede fra den kommende sæson, så her afvikles turneringen som i den forgangne sæson, men med kun én nedrykker og til gengæld med tre oprykkere fra 1. division.

I sæsonen 2016/2017 indføres den endelige turneringsstruktur med 14 hold i Alka Superligaen og 12 hold i 1. division. De 14 hold i Alka Superligaen møder hinanden to gange i grundspillet. De seks bedste hold i grundspillet kvalificerer sig til mesterskabsspillet, hvor de igen møder hinanden to gange, om mesterskab, medaljer og pt. UEFA-pladser. De øvrige otte hold mødes i kvalifikationsspillet, hvor de inddeles i to puljer af fire hold, fordelt efter holdenes slutplaceringer i grundspillet. De fire bedste hold efter afslutningen af kvalifikationsspillet mødes i semifinaler og finaler over to kampe. Vinderen kvalificerer sig til en finalekamp på udebane mod det bedste hold fra mesterskabsspillet, der ikke har vundet en UEFA plads. De fire nederste hold efter afslutningen af kvalifikationsspillet spiller knockoutkampe om forbliven i Alka Superligaen. I sidste fase af de kampe mødes Alka Superligaens nummer 12 og 13 med 1. divisions nummer 2 og 3 i kampe om nedrykning/oprykning.

'