AaB tabte trods chancehav i anden halvleg

15. maj 2015 kl. 20:52

Dermed mistede AaB terræn i jagten på den vigtige fjerdeplads, og på en eller anden måde opsummerede dagens kamp AaB’s sæson i Alka Superligaen, hvor manglende effektivitet har været en mangelvare i det meste af sæsonen.

OB02I forhold til den seneste kamp mod Brøndby I.F. havde AaB en enkelt ændring i startformationen, hvor Jakob Blåbjerg afløste Kenneth Emil Petersen i midterforsvaret.

AaB startede opgøret livligt, men med en hårfin dømt hands i straffesparksfeltet mod Jakob Blåbjerg og efterfølgende ekesekvering fra pletten af Ari Skulason blev indledningen alligevel den værst tænkelige mod et endog meget defensivt indstillet OB-mandskab.

AaB var herfra i næsten konstant boldbesiddelse med gæsterne organiseret nærmest som et håndboldforsvar, men første forsøg lod vente på sig til det 15. minut, hvor Thomas Enevoldsen sendte et langskud et par meter over målrammen.

Trods pladsmangel holdt AaB egentlig fint tempo i bolden, men for mange pasningsfejl brød for ofte rytmen, og der skulle igen et forsøg til fra distancen for at true gæsterne, men Nicolaj Thomsens kvalificerede afslutning gik efter 28 minutter forbi det fjerneste målhjørne.

OB04Åbne chancer formåede AaB ikke at tilspille sig i første halvleg, og i stedet for en udligning fordoblede OB føringen ti minutter før pausen, da AaB-keeper Nicolai Larsen kom på mellemhånd og Kasper Pedersen svigtede opdækningen, så Lasse Nielsen uhindret kunne heade i netmaskerne fra tæt hold.

Umiddelbart optrådte AaB’erne med den fornødne energi, men det virkede til, at der skulle et lucky punch til for at åbne de velorganiserede gæster.

Fra anden halvlegs start blev AaB-dominansen endnu mere udtalt, og faktisk formåede man pludselig inden for de første syv minutter at skabe fem gode muligheder; først manglede Nicklas Helenius blot en støvlesnude for at prikke Nicolaj Thomsens afrettede skudforsøg i netmaskerne, og på det efterfølgende hjørnespark opstod der en dobbeltchance til Kasper Pedersen og Anders K. Jacobsen, mens OB-målmand Mads Toppel i senere sekvenser reddede tiltud til både indskiftede Kasper Risgård og Nicklas Helenius.

AaB fortsatte ufortrødent sit stormløb med bevægelighed og kvikke kombinationer, og Thomas Enevoldsen forsøgte sig efter en times spil på Nicklas Helenius’ oplæg.

OB05Så at sige samtlige dueller blev vundet af AaB, og Mads Toppel måtte igen afværge i det 66. minut, da Nicklas Helenius headede Henrik Dalsgaards indlæg mod mål.

Belejringen af OB’s straffesparkfelt var konstant, og man skulle hen til det 71. minut, før udeholdet svarede igen med et kontrastød og en afslutning forbi af Martin Spelmann.

I det 77. minut mistimede Henrik Dalsgaard en ellers perfekt hjørnesparksbold ved den bageste stolpe, og i slutfasen var også Nicolaj Thomsen og Gilli Sørensen særdeles nærgående, men marginalerne var slet ikke på AaB’s side denne sorte fredag i maj.

Næste opgave for AaB er udekampen onsdag aften mod FC København.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

Matchfacts – Alka Superligaen, 29. spillerunde
AaB-OB  0-2 (0-2)
6. min 0-1 Ari Skulason, 35. min 0-2 Lasse Nielsen.
Advarsel AaB: Rasmus Würtz (54).
Advarsler OB: Ari Skulason (22), Mikkel Desler (27)
7.506 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Patrick Kristensen (75: Gilli Sørensen), Frederik Børsting (46: Kasper Risgård), Rasmus Würtz, Nicolaj Thomsen, Thomas Enevoldsen (69: Rasmus Jönsson), Anders K. Jacobsen, Nicklas Helenius.

OB (5-3-1-1): Mads Toppel, Mikkel Desler (90: Anders Thomsen), Haakon Skogseid, Lasse Nielsen, Daniel Høegh, Ari Skulason (67: Mikkel Kirkeskov), Mathias Greve, Azer Busuladzic, Lucas Jensen, Martin Spelmann, Emil Larsen (90: Kenneth Zohore).

Dommer: Jakob Kehlet.

'