AaB-spillere gæster DBU Tour

28. maj 2015 kl. 09:23

DBU har sat jagten ind på årets finalister til VM i Straffe og DM i Streetfodbold!

I løbet af maj-juni gæster DBU Tour ni byer, hvor lokale deltagere kan kvalificere sig til finalerne, som spilles på Rådhuspladsen i København den 27. og 28. juni. I den kommende weekend går turen til Aalborg.

Fodboldfesten i det nordjyske sparkes i gang med VM i Straffe på fredag fra klokken 16.00-21.00, og det bliver i selskab med Andreas Bruhn og Frederik Børsting. AaB-spillerne kigger forbi fra klokken 17.00-18.00, hvor de folder sig ud på forskellige fodboldaktiviteter, skriver autografer og stiller op til fotos.

StraffebilledeReglerne i VM i Straffe er enkle: Hvert hold skal sparke fem gange, og det gælder om at score flest mål. Alle semifinalister kvalificerer sig til finalestævnet på Rådhuspladsen i København lørdag den 27. juni. Et hold skal bestå af fem spillere inkl. målmand, og alle på 16 år og derover kan deltage. Læs mere og tilmeld dit hold på dbu.dk/vmistraffe.

Lørdag fortsætter fodboldfesten med DM i Streetfodbold, som er for alle mellem 13 og 18 år. Et hold kan bestå af op til syv spillere, og der spilles fire-mod-fire på banen. Fra klokken 13.30-14.30 kigger AaB-spillerne Jakob Blåbjerg og Viktor Ahlmann forbi og deltager i festlighederne.  Læs mere og tilmeld dit hold på dbu.dk/streetdm. Finalisterne kvalificerer sig til finalestævnet på Rådhuspladsen i København søndag den 28. juni.

Alle er inviteret med til den to dage lange fodboldfest - både deltagere såvel som tilskuere, der kan folde sig ud på de mange fodboldaktiviteter, der bliver opstillet i forbindelse med arrangementet. Dyst mod en ven i Panna Cage, test dine tekniske færdigheder på Driblebanen og få målt, hvor hårdt du sparker på Speed Cage.

- Fodbold handler om at være sammen og have det sjovt. Med DBU Tour ønsker vi at skabe gode oplevelser for fans og spillere i hele landet - og samtidig sætte fokus på U21-landsholdets EM-kampe, så vi kan lære vores kommende stjerner at kende, siger Katja Moesgaard, kommerciel direktør i DBU A/S. 

Program for DBU Tour i Aalborg

Fredag den 29. maj klokken 16.00-21.00 på Slotspladsen: VM i Straffe (Nicolaj Thomsen og Frederik Børsting er til stede fra kl. 17.00-18.00)

Lørdag den 30. maj klokken 10.00-15.00 på Slotspladsen: DM i Streetfodbold (Jakob Blåbjerg og Andreas Bruhn er til stede fra kl. 13.30-14.30)

'