Gorter på græs igen

25. februar 2015 kl. 20:12

Blandt de tre korsbåndsskadede spillere var Lukas Spalvis med i hele aftenens træning, mens Jakob Ahlmann kunne løbe let og udføre træningsøvelser, hvilket skete sammen med AaB’s fysioterapeuter og ikke mindst sammen med Donny Gorter.

Brugge _traening 03Den sympatiske hollænder er således godt i gang med genoptræningen efter den korsbåndsskade der ramte ham i opgøret på udebane mod Rio Ave FC i Portugal i december måned.

- Jeg blev opereret 23. december og foreløbig går genoptræningen helt efter planen. Det betyder, at jeg træner fem gange om ugen, for eksempel på cykel, med let løb og så en masse styrketræning for at styrke muskulaturen omkring knæet. Det er lidt skræmmende hvor hurtigt styrken i låret forsvinder når man får så alvorlig en skade som den her, lyder det onsdag aften fra Donny Gorter efter træningen på Jan Breydel Stadion i Brugge.

- Hvis genoptræningen fortsætter efter planen forventer jeg at kunne træne fuldt med igen om cirka fire måneder, og foreløbig er jeg glad for at der ikke er nogen tilbagefald, men omvendt ved jeg også at det kan ske, så jeg tager ikke noget for givet, lyder det videre fra Gorter, der har fundet god støtte hos holdkammeraterne Jakob Ahlmann og Lukas Spalvis, der begge blev ramt af samme type skade i starten af sæsonen.

- Jeg har talt meget med Jakob og Lukas om hvordan de håndterede situationen med deres skade, deres træningsforløb og hvordan deres tilgang har været til hele genoptræningen, så det har været en god hjælp og støtte for mig.

- Det man skal huske på er, at en sådan skade også er en mental skade, forstået sådan, at hver gang man skal lave en ny øvelse er man lidt nervøs for om knæet holder. Det kan også være lidt tungt fordi det er så langvarig en skade. Som fodboldspiller vil man gerne genoptræne hurtigt og komme i gang med bolden igen, men man ved også at man ikke skal forcere det., så det er lidt en balance, hvor det gælder om at holde humøret oppe, gøre sit job og ikke mindst gøre som fys’erne siger, lyder det afsluttende med et smil fra venstrebacken.

Donny Gorter er foreløbig noteret for 18 kampe for AaB.

'