AaB-sejr i Norge

31. januar 2015 kl. 20:46

Allerede i første minut måtte AaB prise sig lykkelig for Nicolai Larsens evner i målet, da en Start-angriber overspillede Kasper Pedersen, men indehaveren af Det Gyldne Bur leverede en fornem fodparade.

ik3Værterne fortsatte dominansen, og både Lars Jørgen Salvesen og Matias Rasmussen var nærgående, inden AaB fik sat sit aftryk på begivenhederne.

Langsomt fik AaB mere og mere fat i bolden, og første tilbud kom i det 20. minut, hvor Kasper Risgård frispillede Frederik Børsting, men skudforsøget fra højre side af straffesparksfeltet gik fladt forbi fjerneste opstander.

Føringsmålet kom i stedet efter knap en halv time, hvor en lidt tilfældig bold havnede hos Kasper Risgård, der fra en position i højre side af feltet udplacerede Start-keeperen.

Bare to minutter senere fordoblede AaB også føringen, da en velspillende Jakob Blåbjerg sendte en bold ind fra venstre, som i første omgang blev afvist af Start-forsvaret, men nedfaldet havnede hos Nicolaj Thomsen et par meter uden for feltet, hvor læderet først blev tæmmet med brystet for i næste bevægelse fornemt at blive helflugtet i netmaskerne via indersiden af stolpen.

ik5Blot to minutter efter præsterede Nicolai Larsen sin anden store redning i kampen, da AaB-målmanden reddede en friløber til Matthias Vilhjalmsson, og således kunne AaB i stedet bringe sig på 3-0 i det 36. minut, hvor et flot angreb med Rasmus Jönsson, Kenneth Emil Petersen, Nicolaj Thomsen, Henrik Dalsgaard og Jakob Blåbjerg som stationer blev eksekveret i mål fra tæt hold af Nicolaj Thomsen.

Også fra anden halvlegs begyndelse dominerede AaB, og indskiftede Anders K. Jacobsen sendte efter 49 minutter bolden i sidenettet.

Også Kenneth Emil Petersen forsøgte sig, inden et par uheldige aktioner fra Patrick Kristensen i det 72. minut førte til en god mulighed til hjemmeholdets Alejandro Castro, der headede forbi fra tæt hold.

Sløset forsvarsspil gav imidlertid Alejandro Castro chancen på ny tre minutter senere, og denne gang var han mere træfsikker.

ik2Med syv minutter igen sendte Erlend Segberg en god skudchance over mål, og tættere på yderligere reducering kom Start ikke.

I morgen sættes kursen igen mod Danmark, hvorfra der mandag afrejse til træningslejren i San Pedro del Pinatar.

Næste testkamp venter således i Spanien, hvor de russiske mestre fra CSKA Moskva onsdag er modstanderen.

Matchfacts – testkamp i Sørlandshallen, Kristiansand
I.K. Start Kristiansand-AaB  1-3 (0-3)
29. min 0-1 Kasper Risgård, 31. min 0-2 Nicolaj Thomsen, 36. min 0-3 Nicolaj Thomsen, 75. min 1-3 Alejandro Castro.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen (74: Frederik Reimer), Henrik Dalsgaard (46: Patrick Kristensen), Kenneth Emil Petersen (60: Morten Rokkedal), Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Frederik Børsting (46: Andreas Bruhn), Rasmus Würtz (60: Thomas Augustinussen), Kasper Risgård (60: Andreas Blomqvist), Nicolaj Thomsen (60: Mathias Thrane), Rasmus Jönsson (46: Anders K. Jacobsen), Nicklas Helenius (60: Viktor Ahlmann).

'