Nicolai Larsen vinder Det Gyldne Bur 2014

25. december 2014 kl. 17:10

2014 har været et suverænt år for Nicolai Larsen, der med AaB har vundet The Double og er gået videre fra gruppespillet i UEFA Europa League, og nu får året så den perfekte afslutning for den 23-årige keeper: Hans kolleger i Superligaen og 1. division har stemt ham ind på førstepladsen i kapløbet om Det Gyldne Bur, og dermed er Larsen årets målmand i dansk fodbold anno 2014.

Nicolai_APOEL- Jeg er stolt, det er fedt, og jeg håber selvfølgelig på at vinde den igen i 2015. Det er sådan en titel, jeg vil se tilbage på og være stolt over, når jeg slutter min karriere, hvilket forhåbentlig er om 50 år. Det vil jeg huske som et godt år, siger Nicolai Larsen til Tipsbladet.

Det er 30 år siden, Ole Qvist som den første vandt Det Gyldne Bur efter en god sæson for KB, og siden har topmålmænd som Lars Høgh, Peter Schmeichel, Jesper Christiansen og Johan Wiland vundet prisen, som også er tilfaldet de tidligere AaB-målmænd Jimmy Nielsen og Karim Zaza.

- Det her er en af de store. Det er en personlig titel, og det gør det fedt, at det er mine konkurrenter og kolleger, der stemmer. Jeg synes, at det er fedt, for målmandsspillet er anderledes, og det er ikke altid, at eksperter ser ens på det. Jeg ved, at når målmændene stemmer, er det deres håndværk, og jeg tager det som et stort skulderklap, at de har valgt mig som den bedste i 2014. Det er jeg meget stolt over og glad for, det er mange store målmænd, der har vundet denne titel. Jeg er stolt over at være en del af den historie, siger Nicolai Larsen.

Nicolai Larsen fik 58 ud af maksimalt 72 point i afstemningen, mens nummer to med 34 point blev Randers FC’s Kalle Johnsson. Sidste års vinder, Brøndby I.F.’s Lukas Hradecky, fulgte lige efter som nummer tre med 33 point.

- En stor tak skal naturligvis lyde til min målmandsmakker i AaB Carsten Christensen, min målmandstræner Poul Buus  og resten af spillerne og trænerteamet. Uden dem havde det ikke været muligt, fastslår Nicolai Larsen over for aabsport.dk.

Læs et stort interview med Nicolai Larsen, se stemmefordelingen og hør kollegernes begrundelser for at stemme på AaB'eren som årets målmand i Tipsbladet fredag, hvor der er stort tema om keepere.

I 2013 blev Nicolai Larsen nummer to i afstemningen om Det Gyldne Bur. I alt er det foreløbig blevet til 137 officielle kampe for Hele Nordjyllands Hold.

'