AaB vil overraske gruppefavoritter

22. oktober 2014 kl. 19:31

AaB har tre point efter de første to kampe, mens ukrainerne har besejret både portugisiske Rio Ave FC og senest Steaua Bukarest fra Rumænien.

Kent - kiev-pressemøde2- Vi skal møde favoritterne i gruppen, og vi ved, at vi skal spille op til vores bedste for at få point, konstaterer AaB’s cheftræner Kent Nielsen.

- For at det kan ske, skal vi forsvare godt og have en god målmand. Vi ved det bliver en svær kamp, men omvendt er vi også med i Europa League for at forsøge at komme videre fra gruppespillet, så vi skal gerne have et resultat i morgen aften, siger Kent Nielsen og tilføjer:

- Vi har set Kiev spille et par gange, og der er ingen tvivl om, at vi skal være effektive på vores chancer, hvis vi skal have et resultat. Vi har en god tro på os selv på hjemmebane, hvor vi har spillet nogle gode europæiske kampe i denne sæson.

- Der bliver givetvis tale om en kamp i højt tempo. Når vi taber bolden, skal vi turde generobre den hurtigt, men lykkes det ikke med det samme, skal vi have respekt for Kiev og hele tiden vurdere, om vi skal blive ved med at presse, eller om vi skal hjem og have organisationen på plads. Vi er absolut ikke favoritter i morgen aften, men vi har en chance, og den vil vi spille, slutter Kent Nielsen, der har udtaget følgende 18 navne:

1 Nicolai Larsen, 5 Kenneth Emil Petersen, 6 Donny Gorter, 7 Thomas Enevoldsen, 8 Rasmus Würtz, 9 Thomas Augustinussen, 11 Nicklas Helenius, 14 Mathias Wichmann, 18 Anders K. Jacobsen, 19 Søren Frederiksen, 20 Henrik Dalsgaard, 21 Kasper Risgård, 22 Carsten Christensen, 23 Nicolaj Thomsen, 26 Rasmus Thelander, 28 Viktor Ahlmann, 30 Andreas Bruhn og 32 Kasper Pedersen.

Patrick Kristensen, Jakob Ahlmann, Rasmus Jönsson, Mathias Thrane, Frederik Børsting og Lukas Spalvis er alle ukampdygtige.

'