Thomas Augustinussen er nordjysk ambassadør for Røde Kors

24. september 2014 kl. 08:20

Normalt dribler han bolden af sted over grønsværen. Nu står AaB’s anfører Thomas Augustinussen på mål for Røde Kors. Han har nemlig sagt ja til at være ny, nordjysk ambassadør for Røde Kors-indsamlingen søndag 5. oktober. 

- Jeg brænder meget for at hjælpe andre og bliver altid berørt, når jeg hører om katastrofer og mennesker i nød. Især børnene påvirker mig. Derfor vil jeg rigtig gerne hjælpe Røde Kors med at sætte fokus på indsamlingen 5. oktober og opfordrer alle nordjyder til at bruge tre timer med raslebøssen, siger Thomas Augustinussen.

Augo, som han kaldes i Nordjylland, er ked af, han ikke selv har mulighed for at samle ind. AaB spiller nemlig udekamp mod Brøndby 5. oktober. 

- Men skulle det ske, jeg får en advarsel og kommer i karantæne, så skal jeg helt sikkert en ud med raslebøssen, siger han og tilføjer, han er glad for at kunne hjælpe Røde Kors med at sætte fokus på indsamlingen. Og forhåbentligt skaffe en masse indsamlere. 

Der mangler nordjyske indsamlere

Der er god brug for indsamlere i det nordjyske. Det fortæller Røde Kors’ regionskonsulent i Nordjylland, Michael Jervild.

- Vi mangler stadig mange indsamlere i Nordjylland – særligt de store byer halter. Derfor er vi rigtig glade for, at Thomas Augustinussen har sagt ja til at bruge lidt af sin travle fodboldtid på at hjælpe os, siger han.

Tre timer med raslebøssen gør en stor forskel for Røde Kors’ mulighed for at hjælpe ofrene for nogle af de mange krige og katastrofer, verden oplever lige nu. En indsamler får nemlig i snit samlet 1.000 kroner ind. For de penge kan Røde Kors eksempelvis brødføde fire familier i en måned. Eller sikre midlertidigt husly til tre familier på flugt fra katastrofe og ødelæggelser. 

Læs mere om indsamlingen og meld dig som indsamler på http://www.rodekors.dk/indsamler

'