Klart AaB-nederlag på Cypern

26. august 2014 kl. 22:39

Dermed kommer efteråret i stedet til at bestå af gruppespil i UEFA Europa League samt naturligvis de hjemlige opgaver i Superligaen og DBU Pokalen.

APOEL_2I forhold til kombattanternes duel i Aalborg for seks dage siden havde AaB to ændringer i startformationen, hvor Frederik Børsting og Thomas Enevoldsen afløste Mathias Wichmann og Nicklas Helenius.

I en elektrisk ramme og 30 graders varme blev de første minutter af afventende karakter, og man skulle vente ti af slagsen, før AaB-keeper Nicolai Larsen tog sig af opgørets første forsøg fra distancen.

Fem minutter senere opstod også den første chance til cyprioterne, da et uheldigt boldtab fra Rasmus Würtz gav plads til et indlæg, men Nicolai Larsen reddede flot hovedstødet fra tæt hold fra Tiago Gomes.

Herfra blev dysten mere åben, således fandt AaB nu mere plads at spille på.

Thomas Enevoldsen blev blokeret i sidste øjeblik efter et samarbejde med Kasper Risgård, og det var i stedet værterne, som tog føringen i det 29. minut, da en ellers fint spillende Frederik Børsting mistede bolden, som sekunder senere blev lagt skråt bagud i feltet, hvor Vinicius nøjagtigt som i det første møde i Aalborg eksekverede sikkert.

APOEL_3Blot fire minutter senere blev AaB fanget i en lynhurtig omstilling, og kun en klasseredning af Nicolai Larsen forhindrede Apoel FC i at fordoble føringen.

Efter 36 minutter kunne AaB til gengæld have udlignet, da forarbejde fra Jakob Blåbjerg og Patrick Kristensen gav plads til et præcist indlæg fra Frederik Børsting, men på mirakuløs vis fik Apoel-målmand Urko Pardo med en refleks afvist Thomas Enevoldsens udmærkede hovedstød fra tæt hold.

To minutter før pausen var Nicolai Larsen igen på plads for AaB ved et langskud fra Gustavo Manduca, men på det efterfølgende hjørnespark fik Tomas De Vincenti i stedet tid og plads til at skovle læderet op i nettaget til 2-0.

Dermed så det for alvor svært ud inden anden halvlegs begyndelse, hvorfra Henrik Dalsgaard og Nicklas Helenius blev sendt på grønsværen i stedet for Patrick Kristensen og Frederik Børsting.

Minimum to scoringer skulle således jagtes, men det var i stedet værterne, som i det 54. minut var centimeter fra at øge yderligere, da Gustavo Manducas direkte frispark gik snert forbi stangen.

APOEL_ude2To minutter senere måtte Nicolai Larsen afværge et nyt farligt frispark, der denne gang havde Joao Guilherne som afslutter, og også Tomas De Vincenti var nærgående med et hovedstød.

Med knap en halv time igen fik Donny Gorter sin AaB-debut, men ikke mange øjeblikke senere blev stillingen øget til 3-0, da ligeledes netop indskiftede Stathis Aloneftis meget unødvendigt kunne løbe alene igennem på en lang fremlægning og efterfølgende udplacere en prisgivet Nicolai Larsen.

Chancen for reducering kom to minutter senere, hvor Thomas Enevoldsen fandt Nicklas Helenius, men forsøget med venstrebenet gav ikke Urko Pardo problemer.

Et kvarter før tid var der nærmest tale om opløsning hos AaB, da Cillian Sheridan uhindret kunne brage en nedfaldsbold i netmaskerne via indersiden af stolpen til 4-0.

Herfra gjaldt det blot om at redde lidt af æren, men det blev ved et par tilløb til chancer, samt enkelte sporadiske skud fra distancen, hvorfor AaB måtte gå fra banen uden scoring.

Fredag middag er der lodtrækning til UEFA Europa Leagues gruppespil, hvor AaB’s kommende tre modstandere skal findes.

Kampmæssigt rettes fokus imidlertid mod søndagens udekamp i Superligaen mod Silkeborg I.F.

Matchfacts – UEFA Champions League, playoff, 2. kamp
Apoel FC-AaB  4-0 (2-0) – Apoel FC samlet videre med 5-1
29. min 1-0 Vinicius, 44. min 2-0 Tomas De Vincenti, 64. min 3-0 Stathis Aloneftis, 75. min 4-0 Cillian Sheridan.
Advarsler Apoel FC: Ingen.
Advarsler AaB: Kenneth Emil Petersen (52), Nicolaj Thomsen (55).
18.746 tilskuere på GSP Stadium. 

Apoel FC (4-2-3-1): Urko Pardo, Mario Sergio, Joao Guilherme, Carlao, Marios Antoniades, Vinicius, Nuno Morais, Tiago Gomes, Gustavo Manduca (61: Stathis Aloneftis), Tomas De Vincenti (82: George Efrem), Cillian Sheridan (79: Rafik Djebbour).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen (46: Henrik Dalsgaard), Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Jakob Blåbjerg (62: Donny Gorter), Frederik Børsting (46: Nicklas Helenius), Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen, Thomas Enevoldsen, Anders K. Jacobsen.

Dommer: William Collum (Skotland).

'