Helenius tilbage i AaB

9. juli 2014 kl. 14:55

AaB solgte i juni 2013 sin daværende topscorer til Aston Villa, hvor det siden er blevet til seks officielle kampe og en enkelt scoring for Birmingham-klubben.

Nicklas Helenius1- Det har været et stort ønske for både Nicklas og AaB at blive genforenet, og det er glædeligt, at der nu er en aftale på plads, siger sportschef Allan Gaarde.

- Vi ved, hvad Nicklas bidrager med i form af stor målfarlighed, og med hans tilkomst bliver vores offensiv både endnu bedre og endnu bredere, konstaterer Allan Gaarde.

Nicklas Helenius, der er noteret for to A-landskampe og 13 U-landskampe for Danmark, er begejstret for aftalen med de forsvarende danske mestre og pokalvindere:

- Det har i den seneste tid været en drøm for mig at vende hjem til AaB, og jeg er fantastisk glad for, at det er faldet på plads.

- Jeg kender spillestilen, som flot er blevet videreudviklet i mesterskabssæsonen, og jeg ser frem til igen at være en del af truppen i AaB, hvor jeg kan bidrage med mål og assists, siger Nicklas Helenius og tilføjer:

- AaB råder i forvejen over nogle dygtige angribere, og jeg er bevidst om, at der bliver hård konkurrence om pladserne, men det er kun med til at gøre os alle bedre, så AaB forhåbentlig kan få en ny flot sæson.

Nicklas Helenius har scoret 40 mål i 102 officielle kampe for AaB og overtager med sin tilbagekomst sit tidligere trøjenummer 11.

Allerede i aften slutter Nicklas Helenius sig til AaB’s Superligatrup, som i øjeblikket er på træningslejr i Holland.

'