AaB tabte vigtigt skridt

3. maj 2014 kl. 19:19

AaB havde de største målchancer, mens udeholdet især i de sidste 50-55 minutter dominerede rent spillemæssigt.

Esbjerg02I forhold til seneste opgør for en uge siden mod OB havde AaB fire ændringer i startformationen, hvor Rasmus Thelander, Anders Due, Andreas Bruhn og Rasmus Jönsson afløste Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Kasper Risgård og Anders K. Jacobsen.

I sin sjette officielle optræden startede 20-årige Andreas Bruhn dermed for første gang på banen i en Superligakamp, og den unge offensiv-spiller leverede en tilfredsstillende indsats.

Generelt var der i tale om en spændingsmættet og jævnbyrdig affære, hvor gæsterne som nævnt dominerede spillemæssigt, hvorimod AaB skabte de største tilbud.

Første forsøg kom i det syvende minut, hvor Jeppe Andersen drønede en returbold af sted fra 25 meter, men heldigvis gik bolden lige på AaB-keeper Nicolai Larsen.

Esbjerg03Senere forsøgte Peter Ankersen sig efter en hjørnesparkskombination, mens opgørets første reelle chance i det 13. minut tilfaldt AaB, da Nicolaj Thomsens langskudsforsøg af Esbjerg-målmand Martin Dubravka blev halvklaret lige ud til den fremstormende Andreas Bruhn, der fra to meter sendte læderet ind på kroppen af den i anden omgang hurtigt reagerende Dubravka.

Fem minutter senere var tilbuddet imidlertid endnu større, da Rasmus Jönsson lidt tilfældigt fik en friløber, men fuldstændig upresset halvkiksede AaB’s ellers elegante svensker sit skudforsøg alene med Martin Dubravka, der ikke havde problemer med at redde.

Efterfølgende forsøgte Peter Ankersen sig to gange – i det sidste tilfælde fik Nicolai Larsen lige nøjagtigt viftet et giftigt direkte frispark forbi stolpen.

Esbjerg01I den sidste del af første halvleg begyndte vestjyderne for alvor at tage initiativet, men paradoksalt kreerede AaB her sit bedste angreb, da Nicolaj Thomsen i det 34. minut fandt Kasper Kusk, hvis følte skudforsøg prellede af på roden af den fjerneste stolpe, hvorefter Lukas Spalvis flugtede riposten forbi et tomt mål.

Fra anden halvlegs start blev Esbjergs spillemæssige dominans endnu mere udtalt, og det var derfor ikke uventet, da Martin Pusic efter 54 minutter headede udeholdet i front via indersiden af den ene opstander.

Straks efter var Martin Pusic igen nærgående, men udover et forsøg fra Jakob Ankersen, så truede Esbjerg aldrig for alvor AaB’s mål.

Til gengæld havde AaB umådeligt svært ved at få de sædvanlige kombinationer til at flyde, men i det sidste kvarter fik man dog mobiliseret fornyet energi.

Esbjerg14Fem minutter før tid opstod også en stor chance for at udligne, da et nydeligt angreb blev afsluttet med et perfekt fladt indlæg fra Patrick Kristensen, men desværre hamrede indskiftede Anders K. Jakobsen kuglen over tværribben.

I tillægstiden kastede AaB alt frem, hvilket gav plads til at Mick van Buren kunne cementere sejren.

Nederlaget betyder, at FC Midtjylland i morgen med en sejr over FC Vestsjælland kan spille sig på førstepladsen med en bedre målscore end AaB.

Allerede onsdag aften får AaB muligheden for at rejse sig, når FC Nordsjælland er modstanderen på Farum Park.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

Matchfacts – Superligaen, 30. spillerunde
AaB-Esbjerg  0-2 (0-0)
54. min 0-1 Martin Pusic, 90. min 0-2 Mick van Buren.
Advarsler AaB: Thomas Augustinussen (66), Patrick Kristensen (78).
Advarsel Esbjerg: Magnus Lekven (81).
11.802 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Anders Due (79: Søren Frederiksen), Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Nicolaj Thomsen, Andreas Bruhn (61: Anders K. Jacobsen), Rasmus Jönsson (46: Thomas Augustinussen), Lukas Spalvis.

Esbjerg (4-4-2): Martin Dubravka, Peter Ankersen, Kian Hansen, Michael Jakobsen, Jonas Knudsen, Jakob Ankersen, Magnus Lekven, Hans Henrik Andreasen, Jeppe Andersen (89: Mick van Buren), Mushaga Bakenga (82: Jesper Rasmussen), Martin Pusic.

Dommer: Michael Tykgaard.

'