AaB beholder A-licens

23. april 2014 kl. 14:12

Ud fra DBU's Herreeliteungdomsgruppes samlede vurdering tildeles AaB således atter A-licens, hvilket betyder at AaB vil få deltagelse i DBU's U17- og U19 liga 2014/15, og som minimum vil få mulighed for at blive indplaceret i Lokalunionens højeste U13, U14 og U15 række ved turneringsstart i sommeren 2014. Ligeledes får klubben tilskud til ansættelse af en A+-træner.

Det bekræftes samtidig at DBU og Team Danmark fortsat godkender den foreslåede A+ træner Poul Erik Andreasen.

Licensansøgningen er blevet behandlet og vurderet med baggrund i fire overordnede emner:

- Struktur og organisation

- Kvalitet og kompetencer

- Infrastruktur og faciliteter

- Sportsligt niveau

Med baggrund i disse kategorier, holdt op imod det generelle niveau i de danske talentudviklingsklubber, er det Herreeliteungdomsgruppens opfattelse, at AaB lever op til de høje krav licenssystemet stiller til klubber på A-niveau, ligesom kvaliteten i spillermaterialet i de gældende årgange vurderes at have både den top og den bredde som efter gruppens opfattelse er påkrævet for at klare sig i ligaen på både U17 og U19 niveau.

Gruppen har endvidere lagt vægt på den kvalitet, der kontinuerligt har præget AaB’s talentudvikling i mange år, og ser positivt på klubbens arbejde i det forgangne licensår.

I AaB er der glæde hos talentchef Jacob Larsen over dagens tildeling af A-licensen:

- Vi er stolte af endnu engang at være blevet tildelt den fornemmeste licens i Danmark. Det er en understregning af, at det nordjyske talentarbejde vi udfører sammen med vores mange vigtige samarbejdsklubber er godkendt, udtaler Jacob Larsen.

I AaB’s nuværende Superliga-trup er 13 af 25 spillere således kommet op gennem egne rækker.

'