Remis i intern testkamp

7. februar 2014 kl. 19:58

Med portugisisk dommertrio og holdene iklædt henholdsvis hjemmebane- og udebanedragten var rammerne i orden fredag eftermiddag på træningsbanen på Le Meredien Penina Golf & Resort.

intern kamp2Der blev generelt tale om en meget lige affære, hvor første chance i det niende minut tilfaldt AaB 2 og en velspillende Andreas Bruhn, der imidlertid sendte Rolf Tofts energiske forarbejde over mål.

Tempoet og intensiteten var særligt i de første 70-75 minutter høj, og første tilbud til AaB 1 kom efter 17 minutter, hvor højt pres fra Rasmus Würtz blev fulgt op af en smart dribling af Rasmus Jönsson, hvis afslutning gik tæt forbi den fjerneste opstander.

Midtvejs i halvlegen var AaB 2 igen farlige, da Gilli Sørensen brød igennem i højre og fandt Mathias Wichmann, der headede læderet ned for fødderne af Rolf Toft, som sparkede over mål.

Få øjeblikke senere sendte Andreas Bruhn efter en nydelig solotur bolden forbi mål, og i den modsatte ende fik Anders K. Jacobsen efterfølgende en flugter blokeret.

intern kamp3AaB 2 fortsatte dog med at være nærgående, og Nicolai Larsen måtte i det 31. minut redde en dobbeltchance til Gilli Sørensen og Mathias Wichmann, og på det efterfølgende hjørnespark fik Thomas Augustinussen sin afslutning blokeret tæt under mål.

Fra anden halvlegs start overtog AaB 1 styringen, hvilket hurtigt udmøntede sig i en flot scoring, da Anders K. Jacobsen nydeligt serverede et indlæg fra Henrik Dalsgaard for fødderne af Kasper Kusk, der kontrolleret halvflugtede kuglen op i det fjerneste målhjørne.

AaB 2 fik imidlertid hurtigt sundet sig, og det var igen tæt på, da Kasper Pedersen fik hovedet på en flugter fra Patrick Kristensen, men Nicolai Larsen fik reddet ved roden af den ene stolpe.

I det 62. minut fik Kasper Pedersen endnu en god mulighed for at komme på måltavlen, da han få meter fra mållinien pandede Mathias Wichmanns hjørnesparksbold hårdt mod mål, men denne gang fik Nicolai Larsen fistet læderet over tværribben.

intern kamp4Den fortjente udligning kom ni minutter senere, hvor Rolf Toft lige nøjagtig fik prikket bolden, før Nicolai Larsen nåede frem, hvorfor den portugisiske dommer ikke havde andet valg end at pege på straffesparkspletten, hvorfra Mathias Wichmann var usvigelig sikker i sin afslutning.

I slutfasen var AaB 1 tættest på sejren, men hverken Anders K. Jacobsen eller Kasper Kusk havde heldet med sig, hvorfor håneretten skulle uddeles efter straffesparkskonkurrence, hvor Kenneth Emil Petersen med sit forsøg over mål for AaB 1 blev eneste mand, som missede fra 11-meterpletten, således at AaB 2 ikke ufortjent kunne juble over den samlede sejr.

Lørdagen byder på et enkelt træningspas, mens næste testkamp venter onsdag i Lissabon mod Benfica B.

Matchfacts – testkamp
AaB 1-AaB 2  5-6 efter straffesparkskonkurrence – ordinær kamp 1-1 (0-0)
46. min 1-0 Kasper Kusk, 71. min 1-1 Mathias Wichmann.
Straffespark:
2-1 Kasper Kusk,
2-2 Rolf Toft,
3-2 Anders K. Jacobsen,
3-3 Christian Rye,
4-3 Rasmus Würtz,
4-4 Moses Opondo,
5-4 Nicolaj Thomsen,
5-5 Kasper Pedersen,
Kenneth Emil Petersen sender sit forsøg over mål,
5-6 Gilli Sørensen.

AaB 1 – 4-4-2: Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Anders Due (65: Lukas Spalvis), Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen, Rasmus Jönsson (46: Jakob Ahlmann), Anders K. Jacobsen.

AaB 2 – 4-1-4-1: Carsten Christensen, Patrick Kristensen, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Christian Rye, Thomas Augustinussen, Gilli Sørensen (46: Moses Opondo), Mathias Wichmann, Andreas Bruhn, Rolf Toft, Lukas Spalvis (58: Gilli Sørensen).

'