AaB i gang med forberedelserne

6. januar 2014 kl. 14:41

Inklusive hjemvendte Jeppe Curth var alle 26 mand omklædt på første dag, som bestod af formiddagstræning med yo-yo løbetest og vægttræning samt et eftermiddagstræningspas, hvor fodboldstøvlerne blev fundet frem.

opstart1Alle spillere har i ferien haft et individuelt træningsprogram at følge, og cheftræner Kent Nielsen glæder sig over at have truppen samlet:

- Det er altid dejligt at starte op igen, og selvom vi har otte træningspas i denne uge, så begynder den hårdere del først i den kommende uge.

- I denne uge skal vi vende os til at være i gang og stille og roligt bygge på. Fra på mandag og de efterfølgende tre uger er det så, at det fysiske fundament for foråret skal lægges, hvilket vil ske både konditionelt og i form af vægttræning, fortæller Kent Nielsen til aabsport.dk.

- Når vi så nærmer os træningslejren i Portugal (4. – 13. februar, red.), så forholder vi os til det taktiske og den mere spillemæssige del, siger Kent Nielsen.

AaB’s første testkamp spilles mod AC Horsens fredag den 24. januar, og knap en måned senere den 23. februar venter første opgave i Superligaen på udebane mod Brøndby I.F. 

'