Storsejr i Randers cementerer andenplads

11. november 2013 kl. 20:58

Med den fornemme gevinst konsoliderede AaB sin position på Superligaens andenplads, hvorfra der er tre point op til FC Midtjylland og seks point ned til de nærmeste forfølgere.

Udebane_2013_3AaB var i samme startformation som i den seneste kamp mod OB, og fra første fløjt så AaB solide ud.

Taktisk var man en smule mere afventende end ved det seneste besøg i Randers for halvanden måned siden, men det var AaB, der i det fjerde minut havde opgørets første farlige forsøg, da Rasmus Jönsson efter et godt træk fik blokeret sin efterfølgende afslutning til hjørnespark.

Blot to minutter senere sendte Kasper Risgård med en smuk dyb pasning Kasper Kusk af sted i højre, hvor Kusk inde i straffesparksfeltet lige nøjagtigt nåede at prikke bolden, inden Adama Tamboura satte sin tackling ind, hvorfor dommer Lars Christoffersen ikke havde andet valgt end at pege på straffesparkspletten.

Herfra misbrugte Kasper Kusk sit første forsøg, men værternes Mads Agesen var løbet for tidligt ind i feltet, ligesom målmand Peter Friis Jensen også havde forladt mållinien for tidligt, hvorfor der korrekt blev dekreteret omspark, som Kasper Kusk sikkert eksekverede.

Udebane_2013_10Fem minutter senere var Anders K. Jacobsen nærgående med et flabet forsøg, som fra en spids vinkel gik snert over det nærmeste målhjørne, og med formidabel opbakning fra de tilrejsende AaB-supportere sprudlede cheftræner Kent Nielsens udvalgte i denne fase med nydeligt positionsspil.

Føringen blev da også fordoblet efter 19 minutter, hvor et kvikt angreb havde Rasmus Jönsson i oplæggerens rolle for Kasper Kusk, der efter et par smarte træk udplacerede Peter Friis Jensen.

Først to minutter før pausen tilspillede Randers FC sig sin første mulighed, men AaB-keeper Nicolai Larsen var vågen over for Adama Tamboura, der forsøgte sig fra en spids vinkel, og i halvlegens sidste minut så man en næsten identisk situation i den modsatte ende med Anders K. Jacobsen og Peter Friis Jensen som aktører.

Allerede i anden halvlegs i anden halvlegs første minut kunne det være blevet 3-0, men Peter Friis Jensen kom i vejen for Nicolaj Thomsen, men bare få øjeblikke senere kom AaB alligevel foran med tre mål, da Henrik Dalsgaard og Anders K. Jacobsen stod for det glimrende forarbejde for Kasper Kusk, der klinisk fuldbyrdede sit hattrick.

Udebane_2013_9I det 57. minut havde Rasmus Jönsson en god mulighed for at øge yderligere, men Peter Friis Jensen fik reddet, og i stedet burde værterne have reduceret minuttet senere, da AaB’erne tøvede over for et indadskruet frispark, men heldigvis sendte Victor Lundberg det gigantiske tilbud over målrammen.

Som anden halvleg skred frem blev dysten mere og mere afviklet på hjemmeholdets præmisser med masser af dueller og høje indlæg, og den ikke uventede reducering kom i det 72. minut, hvor indskiftede Martin Svensson krøllede et direkte frispark op i det nærmeste målhjørne.

AaB havde nu alt for mange lette boldtab, og Victor Lundberg afsluttede over mål, inden en kæmpe tredobbelt mulighed opstod 12 minutter før tid, hvor først Nicolai Larsen kom i vejen, inden der blev afværget på selve stregen af Henrik Dalsgaard, før læderet i tredje forsøg blev sendt på stolpen.

Minuttet senere reddede Nicolai Larsen et langskud fra Victor Lundberg, og omsider fik man i slutfasen stabiliseret sig, så det i stedet kunne blive til en nydelig kontrascoring, da Patrick Kristensen frispillede Nicolaj Thomsen foran et tomt mål.    

Udebane_2013_8Dermed var en fornem 4-1 gevinst en realitet, og næste opgave for AaB er hjemme på Nordjyske Arena mandag den 25. november, hvor FC Nordsjælland kommer på besøg. Køb i forsalg din billet til opgøret her.

Matchfacts – Superligaen, 15. spillerunde
Randers FC-AaB  1-4 (0-2)
7. min 0-1 Kasper Kusk, 19. min 0-2 Kasper Kusk, 47. min 0-3 Kasper Kusk, 72. min 1-3 Martin Svensson, 89. min 1-4 Nicolaj Thomsen.
Udvisning Randers FC: Elmar Bjarnason (87).
Advarsler Randers FC: Adama Tamboura (6), Nicolai Brock-Madsen (20), Ronnie Schwartz (40), Elmar Bjarnason (87 og 87), Victor Lundberg (89).
Advarsler AaB: Nicolai Larsen (40), Rasmus Würtz (60), Kasper Kusk (74), Lukas Spalvis (86), Jakob Ahlmann (90).
5.624 tilskuere på AutoC Park Randers.

Randers FC (4-4-2): Peter Friis Jensen, Johnny Thomsen, Mads Fenger, Mads Agesen, Adama Tamboura, Viktor Lundberg, Nicolai Poulsen, Elmar Bjarnason, Alexander Fischer (83: Edgar Babayan), Ronnie Schwartz (54: Ronnie Schwartz), Nicolai Brock-Madsen

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Kasper Risgård (83: Thomas Augustinussen), Nicolaj Thomsen, Rasmus Jönsson (64: Lukas Spalvis), Anders K. Jacobsen (77: Patrick Kristensen).

Dommer: Lars Christoffersen.

'