AaB tilbage på andenpladsen

27. oktober 2013 kl. 16:29

Med gevinsten på tre point i den 11. ubesejrede hjemmekamp på stribe har AaB blot tre point op til FC Midtjylland på førstepladsen, men omvendt er der – afhængig af de øvrige resultater – blot seks-syv point ned til rækkens næstsidsteplads.  

SonderjyskE01I forhold til opgøret i Parken mod FC København for en uge siden havde AaB en enkelt ændring i startformationen, hvor Patrick Kristensen afløste karantæneramte Jakob Ahlmann.

Fra første fløjt så man AaB dominere mod et usædvanligt defensivt indstillet udehold, der overlod alt initiativ til cheftræner Kent Nielsens tropper.

Således var der ikke meget plads at boltre sig på for AaB på SønderjyskEs banehalvdel, hvorfor præcision, tempo, bevægelse og ikke mindst tålmodighed var nøgleord.

Første chance til AaB kom i det niende minut, da Rasmus Jönsson i den silende regn smart vendte rundt på Kasper Kusks pasning og i næste bevægelse afdriblede en modstander, før en flad afslutning blev sendt af sted mod det fjerneste målhjørne, hvor SønderjyskE-keeper Martin Skender med det yderste af fingerspidserne fik reddet til hjørnespark.

SonderjyskE17Fem minutter senere viste gæsterne en smule tænder, da en lang frisparksfremlægning blev headet ned til Bjørn Paulsen, men en igen storspillende Lasse Nielsen fik blokeret afslutningen.

Nicolaj Thomsen og Kasper Kusk havde i fortsættelsen udmærkede forsøg fra distancen, mens sidstnævnte senere sparkede højt i sidenettet efter et kvikt gennemført AaB-angreb.

To minutter før pausen blev Nicolaj Thomsens skud rettet af, så læderet landede i nettaget, og på det efterfølgende hjørnespark var det endnu tættere på for AaB, da Kenneth Emil Petersens hovedstød bagom sig selv ramte stolpen.

I de indledende minutter af anden halvleg virkede det til, at sønderjydernes tilgang til dysten ville blive anderledes aggressiv, men hurtigt blev der igen tale om belejring fra AaB’s side, og første chance opstod efter 51 minutter, hvor Anders K. Jacobsen frispillede Kasper Kusk, men forsøget fra kanten af straffesparksfeltet havnede højt i hænderne på Martin Skender.

SonderjyskE13Rasmus Würtz sendte i det 57. minut et giftigt langskud millimeter forbi den ene opstander, og det lignede umiskendeligt en nulløsning, indtil SønderjyskE-defensiven omsider blev brudt ned, da Hallgrimur Jonasson med godt 20 minutter igen gled et fladt skarpt indlæg fra Rasmus Jönsson i eget net.

Scoringen skabte med det samme mere plads til AaB’s offensiv, og bare tre minutter senere blev føringen fordoblet, da Kasper Kusk sikkert udnyttede et straffespark; forud var gået en fornem pasning fra Anders K. Jakobsen til Patrick Kristensen, som imidlertid tøvede for længe, men netop som chancen syntes forspildt, blev Patrick Kristensen nedlagt af Florian Hart.

To minutter efter 2-0 træfferen headede gæsternes Niels Lodberg en frisparksbold på overliggeren, mens der efterfølgende var gode AaB-muligheder til Mathias Wichmann og Henrik Dalsgaard, ligesom også Anders K. Jacobsen testede Martin Skender endnu engang.  

Næste udfordring for AaB er hjemmekampen på lørdag mod OB, og du kan i forsalg sikre dig din billet her.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

Matchfacts – Superligaen, 13. spillerunde
AaB-SønderjyskE  2-0 (0-0)
69. min 1-0 selvmål Hallgrimur Jonasson, 72. min 2-0 Kasper Kusk.
Advarsel AaB: Henrik Dalsgaard (73).
Advarsler SønderjyskE: Johan Absalonsen (52), Florian Hart (71).
5.469 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Lasse Nielsen, Patrick Kristensen, Kasper Kusk (90: Andreas Bruhn), Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen, Rasmus Jönsson (77: Mathias Wichmann), Anders K. Jacobsen (87: Søren Frederiksen).

SønderjyskE (4-4-1-1): Martin Skender, Florian Hart, Hallgrimur Jonasson, Niels Lodberg, Daniel Christensen, Nicolaj Madsen, Daniel Jensen, Adama Guira, Bjørn Paulsen (84: Kenneth Fabricius), Henrik Hansen (70: Bo Storm), Johan Absalonsen.

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen.

'