Vidste du - om AaB i Europa

18. juli 2013 kl. 08:38

Vidste du således at:

 - AaB spiller i dag sin 65. officielle kamp i de europæiske klubturneringer og har deltaget i samtlige turneringer arrangeret af UEFA, hvilket vil sige UEFA Champions League (Champions Cup), UEFA Europa League (UEFA Cup), Cup Winners Cup og Intertoto Cup. Fordelingen hedder 20 kampe i UEFA Champions League, 22 kampe i UEFA Europa League/UEFA Cup, seks kampe i Cup Winners Cup og 16 kampe i Intertoto Cup.

- AaB fik sin debut i de europæiske klubturneringer den 28. september 1966, eftersom klubben fire måneder tidligere havde kvalificeret sig via en sejr i pokalfinalen over KB efter forlænget spilletid. Første kamp mod Everton FC på Aalborg Stadion endte uden scoringer, og Everton FC vandt returkampen knebent med 2-1. 

- AaB var Danmarks første repræsentant i UEFA Champions League i sæsonen 1995/1996. AaB havde ellers tabt kvalifikationskampene mod Dinamo Kyiv, men efter en bestikkelsessag og efterfølgende disciplinær afgørelse hos UEFA, blev AaB inviteret med i en pulje, hvor de øvrige deltagere var FC Porto (Portugal), FC Nantes (Frankrig) og Panathinaikos (Grækenland). 

- AaB’s seneste optræden i de europæiske klubturneringer daterer sig til juli 2009, hvor FK Slavija Sarajevo fra Bosnien-Hercegovina begrænsede AaB’s videre færd i UEFA Europa League efter 0-0 i Aalborg og 3-1 i returopgøret.

- I den nuværende AaB-trup har Anders Due, Jeppe Curth, Lasse Nielsen, Patrick Kristensen, Thomas Augustinussen alle tidligere repræsenteret AaB i europæiske kampe. 

- AaB har spillet 32 europæiske kampe på udebane, hvoraf de otte første blev tabt. De efterfølgende 24 kampe er endt med syv sejre, syv uafgjorte og 10 nederlag. 

- Georgiske FC Dila Gori mødte også en dansk klub i sidste sæsons udgave af UEFA Europa League. Dengang blev AGF besejret både på hjemmebane (2-1) og udebane (3-1), i øvrigt på tre scoringer af Mate Vatsadze, der skiftede til AGF senere på sæsonen. 

(Statistisk kilde: danskfodbold.com)

'