Reaktioner fra Christopeit Sport Arena

5. juli 2013 kl. 22:22

Cheftræner Kent Nielsen gav følgende vurdering af fredagens opgør mod SSVg Velbert:

- Jeg er tilfreds med at vi vinder kampen, ligesom det var vigtigt at vi spiller til nul og reelt holder dem helt fra målchancer, takket være en god organisation på banen hvor vi afviser alt hvad de kommer med.

- Samtidig er jeg godt tilfreds med to gode scoringer, samt at vi i begge halvlege får kreeret en del chancer. Dog kunne man godt ønske og forvente større effektivitet, ligesom vi i perioder smider for mange bolde væk og ikke dominerer nok.

- Det var også positivt at flere af U/19-spillerne fik spilletid mod et udenlandsk seniorhold på fremmed jord, samt at vi taktisk kunne spille mere afventende i perioder end vi måske havde ønsket.

- Alt i alt var det en fin forberedelse og en kamp som vi vinder sikkert, vel vidende at vi skal steppe op i forhold til søndagens kamp (mod Eintracht Braunschweig, red.)

Lukas Spalvis spillede hele anden halvleg, og kvitterede med to scoringer der sikrede AaB sejren:

- Det var dejligt at spille på førsteholdet og fint at få 45 minutter på banen. Selvfølgelig var det også dejligt at score to mål, men dels er det jo mit job at være på rette sted, og dels var begge mål fuldt ud holdets fortjeneste, jeg skulle bare prikke den det sidste stykke ind i nettet

- De var faktisk et bedre hold end jeg havde forventet, og da det var en noget ujævn bane gjorde det, at de var lidt hårde at spille mod. Til sidst blev de dog trætte og vi kunne sikkert køre sejren hjem

-  Jeg er nogenlunde godt tilfreds med min præstation, men jeg ved også at jeg stadig har mange ting at arbejde med, ligesom der altid er noget man kan gøre endnu bedre.

Andreas Bruhn startede på højre kant i dagens opgør, og gav efter kampen denne vurdering af opgøret og egen indsats:

-  Efter en uge med træning, så  synes jeg det var en lidt hård kamp, men også en god kamp. Jeg var glad for at få lov at spille en kamp på det her niveau. Det er voksenfodbold og helt sikkert noget der er godt for min udvikling.

-  Personligt synes jeg det gik okay, jeg fik skabt et par muligheder og fik benyttet de forcer jeg havde. Samtidig var det dejligt at starte inde, især fordi det er den første kamp for mig på det her niveau hvor det ”tæller”, så samlet set var det en positiv oplevelse

 

'