AaB tabte sæsonens sidste reserveholdskamp

23. maj 2013 kl. 16:46

Dermed må AaB ”nøjes” med bronze efter sæsonens 20 kampe, som således som helhed har været absolut godkendt.

Viktor Ahlmann NielsenDa Superliga-trupperne i såvel AaB som FC Nordsjælland er gået på ferie blev dagens udsatte duel afviklet med ungdomsspillere primært fra U/19 Ligaen.

Allerede efter 45 sekunder tilspillede gæsterne sig en stor mulighed, der blev sendt forbi mål, mens AaB’s første chance kom i det fjerde minut, hvor Andreas Bruhn blev afværget af FCN’s bageste skanse.

Det var dog udeholdet, som var klart bedst i første halvleg, og føringsmålet opstod efter klumpspil tæt under mål i det ottende minut.

Målmand Rune Mortensen holdt AaB inde i opgøret, mens også et hovedstød ramte indersiden af stolpen.

I den modsatte ende headede Andreas Bruhn et udmærket tilbud lige på FCN-keeperen, men generelt set var AaB ikke uheldige med kun at være bagud med et enkelt mål ved pausen.

Et synligt indhop fra Mads Kaalund og et langt mere kompakt AaB-hold medvirkede til en fin figur fra AaB i anden halvlegs første halve time, hvor både Malthe Mondrup og Andreas Bruhn var nærgående, inden udligningen kom efter 59 minutter, hvor Viktor Ahlmann fra en position i højre side af straffesparksfeltet tørt huggede læderet i netmaskerne.

I fortsættelsen lignede AaB med gode forsøg fra Viktor Ahlmann og Lukas Spalvis også en sandsynlig vinder, men utilbørlig optræden fra sidstnævnte kostede i det 76. minut et direkte rødt kort.

Bare tre minutter senere blev AaB-undertallet straffet på en nedfaldsbold, og to minutter før tid cementerede FC Nordsjælland sejren.

Matchfacts – Reserveholdsturneringen, Pulje 1, 10. spillerunde
AaB-FC Nordsjælland  1-3 (0-1)
8. min 0-1, 59. min 1-1 Viktor Ahlmann, 79. min 1-2, 88. min 1-3.
Udvisning AaB: Lukas Spalvis (76).

'