AaB fastholder fjerdepladsen

AaB fastholder fjerdepladsen

12. maj 2013 kl. 19:22, af Brian Andersen

På en stærk anden halvleg kom AaB tilbage i opgøret mod Brøndby I.F., som foran flere end 10.000 tilskuere på Nordjyske Arena sluttede 1-1 efter en udligning fra Nicklas Helenius knap et kvarter før tid.

Via den glimrende anden halvleg havde AaB fortjent sejren, men den passive indsats i de første 45 minutter blev kostbar.

BIF03I forhold til opgøret i Haderslev mod SønderjyskE havde AaB hele fire ændringer i startformationen, hvor Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann, Mathias Wichmann og Anders Due erstattede Kenneth Emil Petersen, Patrick Kristensen, Thomas Augustinussen og Nicolaj Thomsen.

Allerede efter få sekunders spil kunne gæsterne have taget føringen, da Simon Makienok smuttede igennem og headede bolden forbi AaB-keeper Nicolai Larsen, men chancen forduftede, da Makienok mistede et skridt efter en uforsætlig berøring af Rasmus Thelander.

Første AaB-afslutning lod vente på sig til det syvende minut, da Mathias Wichmann forsøgte sig fra distancen, men skuddet voldte ikke Brøndby-målmand Michael Falkesgaard problemer.

Ellers var det gæsterne, der var spillemæssigt bedst i første halvleg, men Kasper Kusk havde to udmærkede forsøg, inden gæsterne i det 31. minut spillede sig igennem til en god mulighed, men Nicolai Larsen tog sig af afslutningen fra Simon Makienok.

Første reelle AaB-tilbud opstod efter 34 minutter, da Kasper Kusk leverede forarbejdet for Søren Frederiksen, men afslutningen fra sidstnævnte gik over mål.

Tre minutter senere var Søren Frederiksen også uheldig i den modsatte ende, da han ikke ordentligt fik afvist et Brøndby-indlæg, så Clarence Goodson kunne tordne udeholdet i front.

Fire minutter før pausen fik Rasmus Thelander tacklet Simon Makienok i skudøjeblikket, mens AaB i den modsatte ende appellerede for straffespark, da Jakob Ahlmann blev nedlagt.

BIF10Fra anden halvlegs start så man et anderledes AaB-hold, der vandt duellerne og kombinerede et langt højere tempo.

Et fladt indlæg fra Anders Due blev lige nøjagtigt sparket væk for støvlerne af Søren Frederiksen, og på det efterfølgende hjørnespark fik AaB en kæmpe mulighed, da Anders Dues præcise levering havnede hos en fri Henrik Dalsgaard, som fra få meter headede over mål.

Tre minutter senere headede Martin Albrechtsen en næsten tilsvarende chance over mål, mens Nicolai Larsen få øjeblikke senere var vågen over for Simon Makienok.

AaB intensiverede imidlertid presset, og både Mathias Wichmann og to gange Nicklas Helenius forsøgte sig, inden den fortjente udligning kom i det 76. minut, hvor Nicklas Helenius smukt headede Anders Dues eminente indlæg op i det ene målhjørne.

Efterfølgende jagtede AaB en afgørelse, og Nicolaj Thomsen sendte et giftigt hug afsted, mens Anders Due blev revet ned i en god position.

BIF12Et minut inde i tillægstiden smækkede Kasper Kusk en præcis bold ind i panden på Nicklas Helenius, men en Brøndby-forsvarer kom i vejen for hovedstødet.

Også Jeppe Curth blev revet omkuld af Dario Dumic, der således måtte forlade grønsværen efter to hurtige gule kort, og tættere på et sejrsmål kom AaB ikke.   

Med dagens resultat har AaB med to spillerunder igen to point op til Randers FC’s tredjeplads og to point ned til Esbjergs femteplads.

Næste vigtige udfordring venter torsdag aften på udebane mod AGF.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

Matchfacts – Superligaen, 31. spillerunde
AaB-Brøndby I.F.  1-1 (0-1)
37. min 0-1 Clarence Goodson, 76. min 1-1 Nicklas Helenius.
Udvisning Brøndby I.F.: Dario Dumic (90).
Advarsler AaB: Ingen.
Advarsler Brøndby I.F.: Dario Dumic (88 og 90).
10.092 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Rasmus Thelander, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Mathias Wichmann (79: Nicolaj Thomsen), Anders Due (89: Patrick Kristensen), Søren Frederiksen (68: Jeppe Curth), Nicklas Helenius.

Brøndby I.F. (4-2-3-1): Michael Falkesgaard, Frederik Holst, Clarence Goodson (64: Dario Dumic), Martin Albrechtsen, Patrick Da Silva, Lebogang Phiri, Mikkel Thygesen, Dennis Rommedahl (81: Brent McGrath), Mathias Gehrt, Jens Stryger Larsen, Simon Makienok (84: Martin Bernburg).

Dommer: Michael Tykgaard.

 

Relaterede nyheder:

  • Click foto

AaB A/S
Hornevej 2
9220 Aalborg Øst

Telefon: +45 96 35 59 00
Fax: +45 96 35 59 10
Email: aab@aab-as.dk


Åbningstider

Mandag - torsdag: 9.00 - 16.00
Fredag: 9.00 - 15.00

aabsport.dk bruger cookies til statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.  Luk | Læs mere