Tre på stribe for AaB

28. marts 2013 kl. 16:54

Et særdeles ærgerligt resultat for AaB som efter en fremragende første halvleg og pauseføring på 2-0 kom for langt tilbage på banen i de sidste 45 minutter.

Udebane_ny_Helenius2I forhold til AaB’s afblæste opgør mod FC Nordsjælland 16. marts var der en enkelt ændring i startformationen, hvor Mathias Wichmann afløste Nicolaj Thomsen.

Med talstærk og fornem verbal opbakning fra lægterne fra de tilrejsende AaB-supportere fik AaB belønning for en god indledning, da Søren Frederiksen i det ottende minut headede et glimrende forarbejde fra Kasper Kusk i netmaskerne.

Med konsekvens i defensiven og sprudlende spil i offensiven dominerede AaB stort, og Nicklas Helenius var nærgående i det 14. minut, mens det tre minutter senere var den velspillende målscorer Søren Frederiksen, der testede AC Horsens-keeper Frederik Rønnow.

Efter 20 minutter burde føringen være fordoblet, da Patrick Kristensen med en lang aflevering fandt Henrik Dalsgaard, der med en smart førsteberøing med hovedet overspillede sin direkte modstander Steffen Kielstrup, men alene med Frederik Rønnow sendte Henrik Dalsgaard sin afslutning i sidenettet.

Også Nicklas Helenius var igen tæt på efter nydeligt oplæg fra Mathias Wichmann, mens Janus Drachmann godt midtvejs i halvlegen fra distancen sparkede værternes første forsøg langt over målrammen.

Udebane_ny_Kenneth EmilLigeledes headede hjemmeholdets Charles Takyi langt over mål, men spillemæssigt var det blevet mere lige, og fire minutter før pausen opstod AC Horsens’ første reelle chance, men Takyi helkiksede i en ellers fordelagtig position sit forsøg på at flugte mod mål.

I stedet blev det 2-0 til AaB på en regulær klasse-kasse af Nicklas Helenius, der et stykke uden for straffesparksfeltet krøllede en hård inderside op i det ene målhjørne.

Således fik AaB velfortjent fordoblet føringen, men desværre blev kampbilledet et helt andet i anden halvleg.

AC Horsens benyttede pausen til at indskifte André Bjerregaard og Lasse Kryger, og navnlig førstnævntes fysik havde AaB-defensiven vanskeligt ved at håndtere.

Som ofte set i fodbold kan en tomåls-føring ved halvtid rent psykologisk være svær at køre hjem, for skal man jagte det tredje mål, eller skal man forsøge at forsvare et tilsyneladende komfortabelt udgangspunkt?

Udebane_ny_LasseDesværre blev åbningen på anden halvleg præcis som frygtet alt for febrilsk, og reduceringen kom i det 54. minut, da passivitet hos flere AaB’ere gav plads til André Bjerregaard, som fik vristet sig fri af Kenneth Emil Petersen, inden AaB-målmand Nicolai Larsen blev udplaceret.

Blot tre minutter senere kunne AaB dog have genskabt føringen på to mål, men Frederik Rønnow kom i vejen for en god mulighed til Nicklas Helenius efter opspil fra Henrik Dalsgaard og Mathias Wichmann.

Flere offensive aktioner blev det faktisk ikke til for AaB, der pludselig havde ualmindeligt svært ved at ramme hinanden i pasningsspillet, og både Charles Takyi og Lasse Kryger forsøgte sig for AC Horsens.

Til trods for at være trykket langt tilbage på banen så formåede AaB alligevel at forhindre værterne i at komme til store chancer, hvorfor det syntes unødvendigt, men alligevel ikke uventet, da udligningen faldt ni minutter før tid, hvor Nabil Aslam nåede højere end Lasse Nielsen og headede læderet i netmaskerne til 2-2.

Efterfølgende var ingen af holdene farlige, hvorfor AaB kunne notere sæsonens syvende point mod AC Horsens.

Næste opgave for AaB venter allerede på mandag 2. påskedag på udebane mod Esbjerg.

Matchfacts – Superligaen, 23. spillerunde
AC Horsens-AaB  2-2 (0-2)
8. min 0-1 Søren Frederiksen, 44. min 0-2 Nicklas Helenius, 54. min 1-2 André Bjerregaard, 81. min 2-2 Nabil Aslam.
Advarsler AC Horsens: Martin Spelmann (58), André Bjerregaard (83).
Advarsler AaB: Rasmus Würtz (42), Lasse Nielsen (49), Jakob Ahlmann (66).
3.283 tilskuere på Casa Arena.

AC Horsens (4-4-2): Frederik Rønnow, Alexander Juel Andersen, Morten Rasmussen, Nabil Aslam, Steffen Kielstrup, Janus Drachmann, Martin Retov (46: Lasse Kryger), Martin Spelmann, Jeppe Mehl, Charles Takyi, Jude Nworuh (46: André Bjerregaard).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann, Mathias Wichmann (61: Thomas Augustinussen), Rasmus Würtz, Patrick Kristensen, Kasper Kusk (84: Jeppe Curth), Søren Frederiksen (72: Nicolaj Thomsen), Nicklas Helenius.

Dommer: Michael Johansen.

'