Superligaen indleder projekt for endnu bedre baner

20. marts 2013 kl. 15:31

- En fælles standard for hvad der kendetegner en god fodboldbane, skal være med til at bane vejen for udviklingen af redskaber, kompetencer og samarbejder i og på tværs af klubber, stadionejere og groundsmen i dansk top fodbold. På den måde vil vi løfte niveauet for det, som bogstaveligt talt er grundlaget for vores sport, nemlig banen udtaler Claus Thomsen, direktør i Superligaen A/S.

ProPitchSystems, firmaet bag udviklingen af banestandarden i Danmark, har flere års erfaring med testning og kvalitetssikring af fodboldbaner i hele verden. Foruden rådgivning og testning i Premier League, foretager de tests for Wembley, og deres team af eksperter er tilknyttet en række store ligaer og turneringer rundt om i verden. Foruden samarbejdet med ProPitchSystems involveres Danmarks førende rådgivere på området, som sammen med Superligaen skal være med til at forankre og tilpasse projektet til de danske forhold.

ProPitchSystem tester banerne med den nyeste teknologi og scorer den på tre overordnede parametre: Spilleegenskaber, konstruktionen og selve græsset (eller overfladen). På baggrund af de tekniske resultater modtager hver bane en score på en skala fra en stjerne til fem stjerner, hvor fem stjerner er udtryk for en bane i topkvalitet. På den måde bliver det muligt at opstille mål for udviklingen af banens stand, og samtidigt kan det formidles på en ikke-teknisk måde til alle uden for groundsmenbranchen. Selve testsystemet og skalaen er, foruden de faglige parametre, også baseret på spillernes faktiske oplevelse af banen.

- Det hårde danske klimaer betyder, at vi er nødt til at gøre noget ekstra for både at sikre et højt sportsligt niveau, uanset hvad vejret byder os, og samtidigt vil vi set i forhold til størrelsen af vores hjemlige liga være foregangsland, når det kommer til strategisk at arbejde med at løfte banernes kvalitet – til gavn for både sporten og de mange danske fodboldfans, siger Claus Thomsen.

'