Komfortabel test-sejr til AaB

22. marts 2013 kl. 12:58

Et selvmål og et pletskud af Anders Due sørgede for en 2-0 føring efter en glimrende første halvleg, mens anden halvleg fra AaB’s side blev mindre prangende.

Udebane_ny_AhlmannI årets første testkamp 25. januar mødtes klubberne på samme bane, og dengang havde man vel næppe forestillet sig, at der 22. marts – fire spillerunder inde i den programsatte turneringsplan – skulle afvikles endnu en indbyrdes testkamp i minusgrader.

Til forskel fra mødet for knap to måneder siden kom AaB fint fra land, og fra første fløjt satte cheftræner Kent Nielsens udvalgte sig på begivenhederne.

En veloplagt Mathias Wichmann afsluttede tæt forbi i tredje minut, mens Lasse Nielsen fire minutter senere headede en god chance efter oplæg fra højre fra Anders Due forbi mål.

I det 19. minut var værterne farlige for første gang, da Bédi Buval fra en fri position i højre side af straffesparksfeltet sendte sit forsøg i sidenettet, og bare minutter senere var AaB i stedet i front, da Henrik Dalsgaard fandt Jeppe Curth i dybden, hvorfra læderet præcist blev ekspederet fladt ind foran mål, hvor Anders Due kunne passere VBK-keeper Kristian Fæste.

Blot seks minutter efter føringsmålet kunne Anders Due være blevet dobbelt målscorer, men en kæmpe chance efter nydeligt forarbejde fra Nicklas Helenius blev forspildt.

Jeppe Curth nåede at true værternes bageste bastioner, inden den velfortjente 2-0 træffer kom i halvlegens sidste minut, hvor Godwin Antwi hårdt presset af Thomas Augustinussen og Jeppe Curth sendte et skarpt indlæg fra Jakob Ahlmann i eget net.

Efter en stærk præstation i første halvleg blev de sidste 45 minutter en rodet affære, hvor hjemmeholdet kom langt bedre med i dysten.

AaB-målmand Carsten Christensen leverede efter 50 minutter en fin redning på et godt langskud fra Erik Marxen, mens både Mathias Wichmann og Nicklas Helenius efterfølgende tvang gode redninger ud af værternes bageste skanse.

Carsten Christensen var igen på plads over for en kvalificeret afslutning fra distancen af Bédi Buval, inden Kenneth Emil Petersen i det 64. minut modtog direkte rødt kort tilsyneladende for at brokke sig til dommeren.

Selvom AaB efter aftale fik lov til med det samme at udligne det mandskabsmæssige undertal, så opstod der efter 73 minutter en stor hovedstødschance til Andreas Albers, der headede over mål.

I det sidste kvarter havde AaB dog igen greb om udviklingen, og i det 79. minut sendte Anders Due et fint tilbud højt over mål, efter at Thomas Augustinussen havde lagt bolden til rette.

Alt i alt en optimal forberedelse for AaB, inden det om seks dage gælder den svære udekamp i Superligaen mod AC Horsens.            

Matchfacts – testkamp
Vejle Boldklub Kolding-AaB  0-2 (0-2)
20. min 0-1 Anders Due, 45. min 0-2 selvmål Godwin Antwi.
Udvisning AaB: Kenneth Emil Petersen (64).

AaB (4-4-2): Carsten Christensen, Henrik Dalsgaard (46: Kenneth Emil Petersen 64: Kayke)), Rasmus Thelander, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann, Mathias Wichmann, Thomas Augustinussen, Patrick Kristensen (46: Rasmus Würtz), Anders Due, Jeppe Curth (46: Søren Frederiksen), Nicklas Helenius (67: Rolf Toft).

'