21 U-landsholdsspillere i 2012

20. december 2012 kl. 11:03

Generelt er AaB’s talentkoordinator Jacob Larsen tilfreds med udviklingen:

Jacob Larsen1- Når man skal vurdere kvaliteten af den talentudvikling, vi har i AaB, kan man gøre det på baggrund af flere områder. Man kan eksempelvis se på de resultater, som de forskellige elitehold har skabt i årets løb. I sommer hvor de forskellige turneringer blev afsluttet, vandt U/13 her det jyske mesterskab, U/15 vandt det jysk/fynske mesterskab og U/14 blev slået ud i semifinalen. Herudover blev U/17 Liga-holdet nummer fire, mens U/19 blev nummer fem. Overordnet må man sige, at det absolut er resultatmæssigt godkendt.

Men flere parametre er i spil, når det handler om talentudvikling:

- Et andet område som også er relevant at vurdere sig selv på, er på antallet af landsholdsspillere. Der tales meget om, at det er vigtigt at udvikle nogle gode ”typer”. I 2012 har DBU (Dansk Boldspil-Union, red.) fundet mange af AaB’s typer interessante, for ikke færre end 21 stk. AaB’ere har i det forgangne år været indkaldt til minimum én samling med et dansk ungdomslandshold, og her er DBU’s Talentcenter-samlinger endda ikke regnet med, konstaterer Jacob Larsen og tilføjer:

- Det måske vigtigste for god talentudvikling er antallet og ikke mindst kvaliteten af de spillere, som bliver sendt igennem systemet til klubbens førstehold. Uden at remse alle navnene op har det i 2012 klinget godt i Fodbolddanmark med navne som Kasper Kusk, Lucas Andersen, Nicklas Helenius, Lasse Nielsen etc. Det er ikke bare spillere, der har været med til at fylde ud på Superliga-holdet, men spillere som har været blandt de absolutte profiler. I den henseende fortjener teamet omkring Superliga-holdet også stor ros, da de i den grad har været med til at gøre drenge til mænd, siger Jacob Larsen til aabsport.dk.

Lucas-ny-2Lucas Andersen og Jacob Barretts afgang til henholdsvis Ajax Amsterdam og Juventus FC kigger Jacob Larsen også tilbage på med en vis stolthed:

- Et sidste og ikke uvæsentligt område at vurdere god talentudvikling på er også, at man lykkes med at få solgt nogle spillere af egen avl, og her er det dejligt, at vi med stort set udelukkende nordjyske ungdomsspillere formår at udvikle to U/19-spillere, der bliver solgt til to af Europas største klubber. Lucas nåede til trods for sin unge alder, at få sit gennembrud på Superliga-holdet inden han blev solgt til Ajax Amsterdam, mens Jacob Laursen rejste efter, at han var færdig som førsteårs U/19-spiller.

- Succesen skyldes en masse unge, dedikerede og talentfulde trænere, og nogle erfarne folk der alle sammen gentagne gange har vist, at de er blandt landets absolut bedste talentudviklere. Desuden har vi i AaB det privilegium, at flere end 100 nordjyske klubber arbejder sammen med os og støtter op om, at deres bedste U/10-U/13 spillere deltager til talenttræninger og måske endda skifter til AaB fra U/13. Uden de mange fine nordjyske ungdomsspillere var der ingen god talentudvikling i AaB.

2012 vil også blive husket som et år, hvor AaB College flyttede fra Hadsundvej til AaB’s anlæg på Hornevej.

- Ja, AaB College gik fra at være et kludetæppe med mange forskellige opgaver til udelukkende at blive en boform for vores U/17- og U/19 Liga-spillere. Som altid når man starter op på noget nyt, er man spændt på, om det bliver vellykket eller ej. Indtil videre ser det ud til, at AaB College på Hornevej, bliver et godt sted for de unge talenter at bo. Ydermere har vi i 2012 fået etableret et glimrende samarbejde med Aabybro Ungdomsskole, så elitespillere, der ønsker et ungdomsskoleophold, har mulighed for at kombinere skoleopholdet og fodbolden på en optimal måde.

- Vores gode 2012 må selvfølgelig ikke betyde, at vi bliver for selvfede. Der er stadig en masse ting, der kan gøres bedre, og vi skal fortsat være ivrige efter at blive dygtigere. Viljen til hele tiden at forbedre os skal konstant ligge i os alle sammen, spillere, trænere og ledere, fastslår Jacob Larsen.

'