Festlig AaB-fredag i Randers

23. november 2012 kl. 20:25

Dermed er AaB i hvert fald de næste par døgn på omgangshøjde med FC Nordsjælland på Superligaens andenplads.

Lasse Nielsen1I forhold til opgøret i søndags mod AC Horsens havde AaB to ændringer i startformationen, hvor Kasper Bøgelund og Kayke afløste Henrik Dalsgaard og Jeppe Curth.

Fra første fløjt dominerede AaB med en stærk defensiv og nydelige kombinationer fremad banen, og første chance kom allerede i det andet minut, hvor Anders Due frispillede Nicklas Helenius, men afslutningen gik lige på Randers FC-keeper David Ousted.

AaB var dygtige til at finde plads at spille på mod de afventende værter, og føringsmålet kom i det 17. minut efter et glimrende AaB-angreb, hvor Anders Due igen var næstsidste station, inden Nicklas Helenius med en perfekt tæmning og kølig afslutning bragte AaB i front.

AaB kontrollerede fuldstændig begivenhederne, og Kayke var efter 24 minutter nærgående med en afslutning i sidenettet, mens hjemmeholdet første reelle forsøg kom to minutter senere, da Nicolai Brock-Madsen halvflugtede Ronnie Schwartz’ forarbejde over mål.

Stadig var AaB dog bedst, og en hård Helenius-inderside blev af en Randers-forsvarer snittet centimeter forbi den fjerneste opstander, mens det på det efterfølgende hjørnespark var endnu tættere på 2-0, da Nicklas Helenius’ hovedstød blev afværget på selve mållinien af Adama Tamboura.

Inden pausen nåede også Kasper Kusk at teste David Ousted, og det var ligeledes AaB, der i det 54. minut fik anden halvlegs første store tilbud, da Anders Due sendte Kasper Kusks oplæg over mål.

Rasmus Würtz2Herfra var det imidlertid værterne, der satte sig på dysten, og Nicolai Brock-Madsen sendte en udmærket mulighed forbi mål, mens den igen sikre AaB-målmand Nicolai Larsen var på plads over for et forsøg fra Ronnie Schwartz.

I det hele taget spillede AaB’s bageste kæde på ny en god kamp, hvorimod man i denne fase offensivt forsømte at udnytte en række oplagte omstillingsmuligheder.

Således måtte Nicolai Larsen med 11 minutter igen vifte et giftigt spark fra Ronnie Schwartz over mål, mens en stærkt spillende Nicklas Helenius seks minutter før tid med et par gode træk selv skabte sig chancen for definitivt at afgøre duellen, men skudforsøget gik snert forbi den fjerneste stolpe.

I de resterende minutter kastede Randers FC alt frem, og både Ronnie Schwartz og Tidiane Sane havde chancen for at udligne i en aldeles hektisk slutfase, hvor Charlie Davies korrekt modtog et rødt kort fra dommer Jakob Kehlet efter en hævnakt mod Jakob Ahlmann.    

Næste udfordring for AaB er det klassiske jyske brag mod AGF, som gæster Nordjyske Arena mandag den 3. december. Billetter kan i forsalg sikres her.

Matchfacts – Superligaen, 18. spillerunde
Randers FC-AaB  0-1 (0-1)
17. min 0-1 Nicklas Helenius.
Udvisning Randers FC: Charlie Davies (90).
Advarsel Randers FC: Tidiane Sane (64).
Advarsler AaB: Jakob Ahlmann (53), Rasmus Würtz (90).
4.965 tilskuere på AutoC Park Randers.

Randers FC (4-4-2): David Ousted, Alexander Fischer, Johnny Thomsen, Chris Sørensen, Adama Tamboura, Jonas Kamper (82: Charlie Davies), Elmar Bjarnason, Tidiane Sane, Oliver Feldballe (66: Jonas Borring), Ronnie Schwartz, Nicolai Brock-Madsen (71: Pierre Boya).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Kasper Bøgelund, Kenneth Emil Petersen, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Mathias Wichmann, Anders Due (74: Thomas Augustinussen), Nicklas Helenius, Kayke (66: Rolf Toft).

Dommer: Jakob Kehlet.

'